Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Svenskerne tør ikke debattere indvandring

Mit debatindlæg blev afvist af ni af vores største aviser. Nu kan du læse det her.

20
Annonce

I november sidste år skrev jeg et debatindlæg, som handlede om Sveriges ekstreme asylpolitik. Det byggede på sammenligninger med de øvrige nordiske lande.

2013 blev atter et rekordår for Sverige, hvad angår bevillingen af permanent opholdstilladelse til asylsøgere – 67 procent flere end året før.

Baggrunden for indlægget var bogen ’Invandring och mörkläggning’ (Debattförlaget), som etnologiprofessor Karl-Olov Arnstberg og jeg havde skrevet sammen.

I bogen tog vi fat om en række kendsgerninger, som vi mente, at svenske journalister forsømte at fortælle om, og som også de svenske politikere ignorerer.

Jeg måtte indse, at redaktionerne ikke ville offentliggøre fakta om den svenske indvandring, som de anser for at være ubehagelige

Gunnar Sandelin

Ud over nye beregninger af indvandringens samlede omkostninger på omkring 110 mia. svenske kroner (92 mia. kroner) om året behandlede vi blandt andet også det omfattende asylbedrageri, som svenske medier undlader at undersøge.

Derudover beskæftigede vi os med omfanget af kriminaliteten blandt indvandrere. Vi foretog også sammenligninger med det mere åbne debatklima i Danmark, men først og fremmest fremlagde vi klare tal for Sveriges ekstreme asyl- og indvandringspolitik.

Mens Sverige i 2013 rundt regnet gav 29.000 asyl, var de tilsvarende tal 6.000 i Norge, 4.000 i Danmark og 2.000 i Finland. Derudover fik 11.000 pårørende til asylmodtagere permanent opholdstilladelse i Sverige sidste år.

Sverige gav i 2013 samlet mere end dobbelt så mange opholdstilladelser som sine nordiske nabolande tilsammen. Alene i de første tre måneder af 2014 har Sverige samlet bevilget mere end 8.000 permanente opholdstilladelser til asylsøgere, altså mere end dobbelt så mange, som Danmark gav hele sidste år.

Jeg rejser i artiklen spørgsmålet om, hvorfor vores ledende politikere og mediefolk undlader at informere om de økonomiske, sociale og kulturelle konsekvenser.

LÆS OGSÅHøjeste antal af asylansøgere i 10 år

Svenske journalister og politikere tier om landets ekstreme indvandrings- og integrationspolitik. Indtil Sverigedemokraternas indtræden i Riksdagen i 2010 har det svenske folk aldrig haft noget valg, eftersom samtlige andre partier har været enige.

Og det på trods af at Sverige på historisk rekordtid har udviklet sig fra et homogent til et multikulturelt samfund. I dag har hver femte indbygger udenlandsk baggrund.

SCB, Sveriges svar på Danmarks Statistisk, kan påvise en meget omfattende demografisk forandring. I årene 2000-13 er den del af befolkningen, som har udenlandsk baggrund, vokset med 713.000 personer, mens de, der har svensk baggrund er øget med knap 50.000 personer.

Hvis vi udelukkende definerede en svensker som et barn af to personer, der er født i Sverige, ville forandringen i samme tidsrum bestå i et fald på 114.000, mens den del af befolkningen, der har udenlandsk baggrund, er øget med 876.000.

Det er store omvæltninger i et land som Sverige med dets knap ti millioner indbyggere. For svenske politikere og journalister er indvandringen imidlertid et ikkespørgsmål, og det er umuligt at få en debatartikel eller kronik om emnet offentliggjort med henblik på en åben diskussion og problematisering af konsekvenserne.

Den offentlige debat i Sverige bygger nemlig på det, der kaldes et ’værdigrundlag’, og det indebærer, at dogmer om mangfoldighed, ligeværd og ’der findes ikke noget os og dem’ ikke må anfægtes.

I hvert fald hvis man ønsker at overleve i den offentlige debat. I den sammenhæng drejer det sig ikke om at fremlægge fakta. På migrationsområdet hersker der kort sagt et noget nær totalitært klima i Sverige.

LÆS OGSÅNu kommer de fleste asylansøgere fra Syrien

Det har medført, at mange svenskere både er blevet ængstelige og pålægger sig selv censur.

Det er ikke gunstigt for karrieren at føre nogle synspunkter til torvs, der kan tolkes som fremmedfjendtlige, uanset hvilke fakta der måtte ligge til grund for dem. Debatklimaet gør, at Sverige på dette område kan beskrives som et ’DDR Light’.

Et godt eksempel er, at jeg i mange år har forsøgt at få offentliggjort debatartikler i vores større dagblade, men næsten altid er blevet afvist, på trods af at jeg har fremlagt nyt og ikke tidligere offentliggjort statistisk materiale fra Sverige og vores nabolandes migrationsmyndigheder (i Norge UDI og i Danmark Udlændingestyrelsen).

Uanset om Karl Olov Arnstberg og jeg skriver sammen eller hver for sig, er det et faktum, at klimaet i svensk presse er blevet markant mere selvcensurerende i de senere år.

For et par år siden blev et af mine debatindlæg afvist af ni af vores største aviser

Gunnar Sandelin

I 2008 fik jeg offentliggjort en omfattende artikel om, hvordan journalisterne mørklægger sandheden om indvandringen i Sveriges største dagblad, Dagens Nyheter.

Et af de mange eksempler på en mere eller mindre bevidst fejlinformation, som denne artikel tog op, var, at journalister er tilbøjelige til at omtale alle asylansøgere som flygtninge, skønt det kun er nogle få procent af dem, der siden 1980 har fået opholdstilladelse i Sverige, som har opnået flygtningestatus.

Tekster, der indtager en grundlæggende kritisk og restriktiv holdning til den svenske asyl- og migrationspolitik, har altid været svære at få offentliggjort i den landsdækkende presse, men i dag er det nærmest umuligt.

Det er derimod ikke noget problem at føre endeløse diskussioner om den fejlslagne integration, hvis elendige resultater der i det store hele hersker enighed om.

Men hvis man vil have emnet på dagsordenen, er man samtidig nødt til at betone, hvor vigtigt det er, at Sverige i kraft sin generøse flygtningepolitik bevarer sin rolle som hele verdens ledestjerne.

LÆS OGSÅOver 36.000 asylansøgere i Sverige sidste år

Man må tale om, hvor vigtigt det er med mangfoldighed, og at alle er ligeværdige. Skribenten må absolut ikke stille spørgsmålstegn ved den fortsatte asylstrøm til vores land.

For et par år siden blev et af mine debatindlæg afvist af ni af vores største aviser, og i november takkede de seks største aviser igen nej.

De seks, som både dengang og nu nægtede at bringe indlægget, var i nævnte rækkefølge: Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet, Göteborgs-Posten, Sydsvenska Dagbladet, Aftonbladet og Expressen. Desuden, i det første tilfælde, et par større regionale aviser.

I næsten alle tilfælde lød begrundelsen, at det ikke var muligt at bringe artiklen »af pladsgrunde«, eller afslaget lød simpelthen: »Vi siger nej tak til dit tilbud«.

Derfor skrev jeg i en mail til samtlige redaktioner, at jeg nu måtte indse, at de ikke ville offentliggøre fakta om den svenske indvandring, som de anser for at være ubehagelige, og tilføjede:

»Det er meget sørgeligt og bedragerisk, at en debatside gør det modsatte af det, den giver sig ud for at gøre, og i stedet undgår at offentliggøre oplysninger om en sag, der er så afgørende for det svenske samfunds fremtid. Jeg ved, at jeg langtfra er den eneste, der undrer sig over, hvad formålet med sådan en mørklægning kan være«.

Den eneste redaktion, som svarede, var Göteborg-Posten, der påpegede, at jeg tog fejl, da de tidligere havde optaget nogle af mine indlæg, men at de nu havde »ekstremt dårlig plads«, og at meget andet »står i kø til at blive offentliggjort«.

Det skal retfærdigvis siges, at Göteborg-Posten er det eneste af de større svenske dagblade, som har haft en dør på klem for kritiske artikler om asyl og migration.

Her er det debatindlæg, som svenskerne ikke måtte se:

LÆS OGSÅIkke-vestlige indvandrere koster Danmark milliarder

Skal Sverige udvikle sig til en humanitær stormagt?

Det samlede antal asylansøgere, der har fået godkendt deres ansøgninger af Migrationsverket i perioden januar-november 2013, er steget med 144 procent sammenlignet med hele 2011. I de første 11 måneder af 2013 har cirka 22.000 asylansøgere fået opholdstilladelse i landet. Når en asylansøgning imødekommes, fører det næsten uden undtagelse til permanent opholdstilladelse og i forlængelse heraf svensk statsborgerskab og dernæst familiesammenføring.

I år har rekordmange asylansøgere fra Syrien fået permanent opholdstilladelse. Mens Sverige mellem januar og november 2013 gav permanent opholdstilladelse til 10.379 syriere, fik 135 syriere ophold i Finland.

Sverige tager imod 77 gange så mange syriere som Finland, der har tilsluttet sig samme internationale konventioner og har en udlændingelov, som ligner Sveriges. Til sammenligning gav Danmark og Norge i samme periode asyl til henholdsvis cirka 1.000 og 646 syriere.

I hele perioden fra den syriske borgerkrig begyndte i marts 2011, har Sverige givet permanent opholdstilladelse til cirka 15.000 syriske asylansøgere, mens det tilsvarende antal i Danmark, Norge og Finland er hhv. 2.000, 900 og 300.

Ser man på det samlede tal siden borgerkrigens begyndelse, har 23.700 syriere fået permanent opholdstilladelse i Sverige. Dette tal omfatter også pårørende og kvoteflygtninge. I 2014 regner Migrationsverket med, at yderligere 22.000 syriere vil søge asyl i Sverige. Hovedårsagen til den konstante tilvækst er, at alle asylansøgere fra Syrien og endda Eritrea nu i princippet får permanent opholdstilladelse.

Sverige er det eneste EU-land, der fører en så lempelig asylpolitik. Hidtil har Sverige været det land i Vesten, som tog imod flest asylansøgende irakere, somaliere og såkaldte uledsagede flygtningebørn.

Nu tager vi også imod flest syriere. I takt med at asylindvandringen får karakter af en lavine, er det ikke kun antallet, men også antallet af bevilgede asylansøgninger, der stiger. I november 2013 var det rekordhøjt: 62 procent. Det tilsvarende tal var i januar 2012 23 procent.

Siden september 2013 har i gennemsnit mindst 1.800 personer om ugen søgt asyl i Sverige. Hvis vi i lyset af de aktuelle tal sætter tallet til maks. 69.000 næste år, bliver Sverige ved med at spille i sin helt egen liga.

Når jeg nævner al denne statistik, er det for at vise, at Sverige, især i forhold til sit befolkningstal, indtager en ekstrem rolle i den vestlige verden, når det gælder modtagelse af flygtninge. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har Sverige i mange år ligget i top, når det gælder antal asylansøgere per indbygger.

»De vil til EU, de vil til Sverige«, sagde det svenske migrationsministeriums politiske rådgiver Johanna Sjö for nylig i svensk radio. Hun mente ikke, at der skal sættes en øvre grænse for, hvor mange der kan blive i landet, og at man skal tillade, at mennesker ikke bare flygter, fordi de er i livsfare, men også fra økonomiske trængsler. Problemet, der ikke diskuteres i vælgernes påhør, er prisen og konsekvensen af denne opfattelse.

Ude i samfundet lyder der stadig mere overraskede røster. For nylig advarede historieprofessor Niall Ferguson i magasinet Neo mod, at resultatet af en så uhæmmet indvandring kombineret med vores fejlslagne integration kan få katastrofale følger med eksplosioner af vold i vores byer. Som yderligere sammenligningsgrundlag kan det nævnes, at Sverige i år har bevilget cirka 15 gange så mange opholdstilladelser til asylansøgere som Finland med dets 1.530 tilsagn, 10 gange så mange som Danmark og og 5 gange så mange som Norge med hhv. 2.500 og 4.450 tilsagn.

Nu giver regeringen Reinfeldt den virkelig gas. Er det en position som humanitær stormagt, man stræber efter? Er der virkelig ingen øvre grænse for modtagelsen af asylansøgere og de følgende familiesammenføringer?

Det må være et rimeligt krav, at migrationsminister Tobias Billström gør rede for regeringens dagsorden.

LÆS OGSÅSe hvor indvandrerne kommer fra

Til sidst blev artiklen bragt i bladet Dagens Samhälle, som sendes ud til chefer i den offentlige forvaltning og lokalpolitikere. Men de store aviser afviste den blankt.

For nylig blev Migrationsverkets administrerende direktør, Mikael Ribbenvik, i et interview på svensk tv spurgt om, hvorvidt man kan forestille sig en øvre grænse for, hvor mange syrere Sverige kan tage imod. Ribbenik forklarede den medfølende og fuldkommen enige journalist, at der ikke er nogen grænser for Sveriges modtagelse.

Samme type følelsesladede argumenter fra vores magthavere hørte jeg, da jeg for nylig deltog i et debatprogram på svensk tv for at diskutere det, der nu kaldes ’holdningskorridoren’ i Sverige.

Jeg er selv blevet nægtet arbejde i det offentlige på grund af mine debatindlæg. Rædslens kultur råder

Gunnar Sandelin

»Er der grænser for, hvad man må mene offentligt i Sverige, og bliver visse holdninger udelukket?« var et af de spørgsmål, tilrettelæggeren havde taget op med henvisning til vores bog om mediernes mørklægning af indvandringen og dens konsekvenser.

I panelet, som bestod af otte personer, sad blandt andre Eva Hamilton, administrerende direktør i Sveriges Television, Sveriges Radios leder, Cilla Benkö, og Aftonbladets chefredaktør, Jan Helin.

Efter en længere principiel diskussion fik jeg ordet for en kort bemærkning og fortalte, at jeg er blevet kontaktet af flere succesfulde journalister, som fortalte mig, at de ikke tør sige deres mening om indvandringen af frygt for at miste deres arbejde eller blive frosset ude.

LÆS OGSÅFør var det jøder, nu er det ikke-vestlige indvandrere, som skal smides på porten

Af samme grund havde flere journalister takket nej til at bidrage til en antologi af allerede udgivne artikler, som Karl-Olov Arnstberg og jeg ville udgive.

For eksempel sagde en korrespondent ved en af vores største aviser, at hvis bare en af hendes chefer vurderede, at hun befandt sig i en sammenhæng, hvor det, hun sagde, kunne udlægges som fremmedfjendsk eller nationalistisk, ville hun få alvorlige problemer med at beholde sit arbejde.

Reaktionerne fra de høje chefer i debatstudiet viste, at de tilsyneladende er fuldstændig udvidende om, at denne virkelighed eksisterer, og at de efter alt at dømme heller ikke har nogen større faktuel viden om indvandringspolitikken.

Aftonbladets Jan Helin fremhævede sig selv som forkæmper for »ligeværd«. Problemstillingen med ængstelige journalister, som er nødt til at arbejde i et repressivt klima, blev affærdiget som en vildfarelse. »Patetisk«, sagde Jan Helin smågrinende. »Nonsens!«, fnøs Eva Hamilton.

De chefer, der deltog i debatten på svensk tv, er repræsentative i den forstand, at de og deres ligesindede lever i en verden, hvor de indbyrdes bekræfter hinanden.

Det surrealistiske indtryk af deres uvilje mod selvkritisk refleksion blev yderligere forstærket dagen efter programmet. Da fortalte en anerkendt journalist, som havde set programmet, mig, at hans chef havde forbudt ham at skrive om vores bog.

Sådan ser tingene ud i vore dages Sverige. Jeg er selv blevet nægtet arbejde i det offentlige på grund af mine debatindlæg. Rædslens kultur råder.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce