Annonce
Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Derfor er det hot blandt unge at være nyliberal

Hvis ikke den nye liberalisme skal vinde udbredelse hos de unge generationer, må socialdemokratismen finde tilbage til sit historiske udgangspunkt.

24
Gem til liste

I den danske politiske virkelighed har der siden årtusindeskiftet krystalliseret sig en ny form for politisk bevidsthed, der sætter individets absolutte frihed i centrum. I Folketinget er denne bevidsthed repræsenteret ved det lille, men stadig mere succesrige parti Liberal Alliance.

Samtidig danner den omdrejningspunktet for det, der er blevet omtalt som et liberalt ungdomsoprør.

Sidstnævnte henviser til, at en udpræget liberal tidsånd tilsyneladende er ved at bide sig fast i sindet hos vores yngste medborgere – ifølge professor Søren Risbjerg Thomsen pønser op mod en tiendedel af de unge på at stemme på LA.

Liberalismen er selvsagt ikke noget nyt fænomen i den politiske danmarkshistorie. Men den grundtvigianske bondeliberalisme, der frem for alt har præget partiet Venstre, har generelt været mere pragmatisk, mere snusfornuftig og mindre programmatisk end den nutidige politiske strømning, jeg vil kalde for den nye liberalisme. Hvorfor er det pludselig blevet så hot at være nyliberal?

Den nye liberalismes fremkomst og succes kan forklares med udgangspunkt i forholdet mellem doktrinens begrebslige indhold og historie samt den nyere samfundsudvikling.

Centralt i den klassiske liberalisme stod ideen om individets absolutte og ukrænkelige frihed

Malte Frøslee Ibsen

På den begrebslige side henter strømningen sit centrale tankegods i en gammel politisk doktrin, der ofte kaldes den klassiske liberalisme.

Den klassiske liberalisme var fra starten et fighting creed – en revolutionær bevægelse født i blodsporet af borgerskabets kamp mod adelen og kongemagten. Groft sagt opstod den klassiske liberalisme i mødet mellem to filosofiske spor: John Lockes naturrettighedsbaserede politiske liberalisme og Adam Smiths moralske retfærdiggørelse af den kapitalistiske samfundsform.

LÆS OGSÅDet nye ungdomsoprør? Det er i gang!

Locke tog udgangspunkt i den antagelse, at mennesket er født med gudgivne naturrettigheder til personlig frihed og ejendom, hvilket dannede grundlaget for hans utvetydige moralske fordømmelse – og krav om revolutionære ophævelse – af den absolutte kongemagt.

Smith så derimod den gradvise udbredelse af det frie marked som et effektivt middel til både individuel behovstilfredsstillelse og almen nytte samt den mest effektive vej til nedbrydningen af feudalsamfundets hierarkiske magtstrukturer.

Centralt i den klassiske liberalisme stod ideen om individets absolutte og ukrænkelige frihed – forstået som individets ret til ikke at blive underlagt nogen form for tvang, det ikke selv har indvilliget i.

Den klassiske liberalisme vandt hæder og ære i det 19. århundrede som samlingspunkt for en række borgerlige revolutioner

Malte Frøslee Ibsen

Den klassiske liberale frihedsopfattelse udgør koblingspunktet mellem Lockes og Smiths respektive tanker, idet markedet hos Smith forstås som den kumulerede konsekvens af en række tvangsfri individuelle udvekslinger, der alle foregår inden for det personlige handlingsrum, som kun kan sikres gennem den retslige institutionalisering af Lockes naturrettigheder.

Denne frihedsopfattelse fører samtidig til en udpræget skepsis over for statsmagten.

Fra Lockes perspektiv vil staten have en bestandig tendens til illegitim indblanding i det rettighedssikrede personlige handlingsrum, hvorfor den konstant må holdes i ørerne af et årvågent borgerskab, og fra Smiths perspektiv vil statslig regulering tendere til at forplumre de lyksalige konsekvenser af de frie markedskræfters ’usynlige hånd’.

I den nye liberalisme genfindes både den klassiske liberalismes frihedsopfattelse, begejstringen for individuelle frihedsrettigheder og det frie marked samt skepsis over for statsmagten. Hvorfor så ikke bare kalde den nye liberalisme ved sin klassiske forfaders navn?

Svaret kan først gives sidst i denne Kronik, da det forudsætter et historisk tilbageblik på såvel liberalismens som det moderne samfunds senere udvikling.

Den klassiske liberalisme vandt hæder og ære i det 19. århundrede som samlingspunkt for en række borgerlige revolutioner, der etablerede grundlaget for både den moderne europæiske retsstat og ’markedet’ som en selvstændig samfundsmæssig handlingssfære samt industrialiseringens eksplosive udvikling af menneskets teknologiske færdigheder og produktive formåen.

Midt i denne succes kom borgerskabet og den klassiske liberalisme dog uforvarende til at skabe en ny og mægtig fjende – den industrielle arbejderklasse og den socialistiske politiske tradition, der senere dannede grundlag for både den reformistiske socialdemokratisme, vi kender fra den vesteuropæiske kontekst, samt den totalitære sovjetiske statssocialisme.

Socialismens hovedindvending mod den klassiske liberalismes frihedsopfattelse er, at sidstnævntes snævre fokus på individuel tvang gør den blind for den sociale kontekst, der danner rammen for ethvert individuelt valg.

Eksempelvis kan valget mellem armod og subsistensindkomst, som den enkelte arbejder stod over for i 1900-tallets industrisamfund, ikke meningsfuldt beskrives som et frit valg – også selv om arbejderen ikke udsættes for direkte tvang.

Men proletaren må enten acceptere arbejdsgiverens kummerligt betalte tilbud om opslidende fabriksarbejde under pauvre arbejdsforhold eller se sin familie omkomme af sult og sygdom. I industriarbejderens tilfælde er det altså fraværet af acceptable alternativer, der gør hans valg mindst lige så ufrit, som hvis arbejdsgiveren havde sat proletaren en pistol for panden.

LÆS OGSÅRasmus Brygger: Ungdomsoprøret er da selvfølgelig liberalt

Samtidig påpegede Marx, at Smiths tro på de frie markedskræfter hvilede på en række problematiske antagelser, og at en ureguleret markedsøkonomi i reglen vil føre til stigende materiel ulighed samt en koncentration af magten hos en eksklusiv klasse af kapitalejere – en opfattelse, der fra et ikke-marxistisk udgangspunkt bekræftes empirisk i Thomas Pikettys nyudgivne ’Kapitalen i det enogtyvende århundrede’.

Socialismen søger derfor at udbrede den frihed til selvbestemmelse, som den klassiske liberalisme ville sikre individet gennem et rettighedsgaranteret personligt handlingsrum, til at også at gælde den kollektive bestemmelse af de sociale og økonomiske strukturer, der ufravigeligt bestemmer, hvilke valg det enkelte individ står over for.

I Vesteuropa blev friheden til kollektiv selvbestemmelse realiseret i demokratisk form af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, men den blev i høj grad også inkorporeret i den moderne liberalisme, som vi især kender fra det amerikanske Demokratiske Parti.

Den moderne liberalisme har søgt at kombinere den klassiske liberalismes insisteren på sikringen af individuel frihed med en demokratisk sikring af socialt retfærdige samfundsstrukturer, der – med den moderne liberale filosof John Rawls’ ord – bestemmer den fair værdi af de individuelle frihedsrettigheder.

Som konsekvens af den moderne liberalismes insisteren på at sikre værdien af de individuelle frihedsrettigheder og skepsis over for de frie markedskræfter er den moderne liberalisme også præget af en langt større begejstring for den demokratiske statsmagts evne til at regulere økonomiske forhold i den sociale retfærdigheds tjeneste.

Den moderne liberalismes og socialdemokratismes crowning achievement er således skabelsen af efterkrigstidens liberal-demokratiske velfærdsstat.

Denne samfundsmodel kan opfattes som et kompromis mellem den moderne liberalisme og de mere klassisk liberalt sindede kapitalejere, der efter Anden Verdenskrig accepterede at afgive politisk indflydelse mod at beholde deres økonomiske primærposition – i den politiske økonomi ofte kaldet the postwar settlement.

Frigjort fra krigsårenes kommando-økonomi, hvor investeringer blev tvunget ind i militær oprustning, fik kapitalejere igen råderet over egne aktiver, men kun mod, at de accepterede folkevalgte regeringers skatteforhøjelser og anvendelse af keynesianismens økonomiske redskaber til at realisere politiske mål om fuld beskæftigelse og udbygning af velfærdsstaten.

The postwar settlement begyndte imidlertid at krakelere sidst i tresserne, i takt med at den amerikanske New Deal-økonomi og efterkrigsårenes europæiske Wirtschaftswunder tabte luft.

Som den tyske sociolog Wolfgang Streeck beskriver i sin formidable bog ’Gekaufte Zeit’, så kan den efterfølgende politisk-økonomiske historie læses som de vestlige velfærdsstaters stadig mere desperate kamp for at finansiere et stigende offentligt forbrug uden at have de aktuelle midler til det.

LÆS OGSÅSocialdemokratiets krise skyldes velfærdsstatens krise

Skiftende pengepolitiske kneb fik til opgave at fylde de tomme statskasser, kulminerende i Bill Clintons deregulering af finansmarkederne og konvertering af offentlig låntagning til privat gæld i 90’erne – et fænomen, den britiske sociolog Colin Crouch har kaldt for »privatiseret keynesianisme«.

Denne model viste sig som bekendt også uholdbar, og med finansmarkedernes dramatiske kollaps i 2008 endte de vestlige liberale demokratier for alvor i kattepinen – med sovereign debt crisis, en euro-zone på randen af sammenbrud samt genkomsten af de frygtede højreekstreme politiske bevægelser på det europæiske kontinent.

Sideløbende med denne udvikling har kombinationen af en række makrostrukturelle udviklinger – bl.a. valutahandelens deregulering i starthalvfjerdserne, teknologisk muliggjorte globale produktionskæder samt Sovjetunionens sammenbrud og Kinas åbning mod Vesten – lagt grundstenene til den perfekte storm, vi i dag kender som den økonomiske globalisering.

Konsekvensen er, at magtforholdet mellem stat og marked i dag er vendt på hovedet. Det er ikke længere de demokratisk valgte politikerne, der dikterer vilkårene for markederne, men derimod de globale markeder, der dikterer vilkårene for politikerne.

Denne situation sætter demokratisk valgte politikere i et næsten umuligt dilemma. På den ene side repræsenterer de vælgere med berettigede forventninger til deres politiske ageren.

På den anden side er de underlagt en global mellemstatslig konkurrence, der gør det nærved umuligt at bibeholde et højt skattetryk uden negative konsekvenser for den hjemlige produktion, samt en europæisk finanspagt, som har til hensigt at redde Euroen gennem en tysk gennemtvunget Austeritätspolitik, der umuliggør øget offentligt forbrug eller keynesiansk efterspørgselsstimulering gennem statslig låntagning.

Taberen i dette dilemma er den demokratiske legitimitet, idet befolkningens berettigede forventninger om social retfærdighed på kort sigt er nemmere at skuffe end investorernes hårdhændede krav til streng budgetdisciplin og krav om ’bedre rammevilkår’.

De demokratisk valgte politikere lader sig derfor i stigende grad integrere i et stadig mere magtfulgt og altomfattende embedsmandsapparat, der systematisk konverterer normative politiske valg til teknokratiske ’nødvendighedsbeslutninger’.

Det er netop denne teknokratisering af statsmagten, der rummer nøglen til at forstå den nye liberalismes fremkomst. Befolkningen oplever med god grund den statslige magtudøvelse som stadig mere illegitim, idet den demokratiske forbindelse mellem folkets vilje og den førte politik er blevet systematisk undergravet af bureaukratisering og globale markedsdiktater.

Den teknokratiske logik repræsenterer et åbenlyst illegitimt grundlag for statens magtudøvelse, og de europæiske socialdemokratier opfattes med rette som værende i ledtog med det markedsfølgagtige embedsmandsvælde.

LÆS OGSÅEr et nyt ungdomsoprør på vej?

De gamle partier har stiltiende accepteret markedernes overhøjhed over politikken og underlagt sig det globale markedspres, der filtreres og usynliggøres gennem et i sin selvopfattelse ’apolitisk’ bureaukratis tendentiøse økonometriske modeller og rationaliserende styringsredskaber.

Denne katastrofale politiske udvikling antager næsten farceagtig form i Bjarne Corydons begejstring for ’konkurrencestaten’ – et begreb, der søger at beskrive udviklingen fra fordums velfærdsstatslige fremme af demokratisk deltagelse og social retfærdighed til den nutidige mobilisering af befolkningens produktive potentiale i et retfærdighedsmæssigt og demokratisk race to the bottom mellem panisk konkurrerende nationalstater.

Vor tids socialdemokratisme tilbyder dermed ikke et politisk vokabular, der kan muliggøre modstand mod teknokratiseringen af statsmagten – snarere tværtimod. Det gør til gengæld den nye liberalisme: Med sin insisteren på absolut individuel frihed og idéhistoriske selvidentifikation med den klassiske liberalismes frihedskamp mod adelen og enevældet kan den nye liberalisme smykke sig i lånte klæder, der giver ellers diminutive figurer som Ole Birk Olesen, Joachim B. Olsen og Simon Emil Ammitzbøll et flair af heroisk modstand mod organiseret ufrihed.

Den nye liberalismes kamp for en afvikling af velfærdsstaten og yderligere liberalisering af de globale markeder ignorer den historiske læringsproces

Malte Frøslee Ibsen

Fælles for den klassiske og den nye liberalisme er ganske vist modstanden mod en statsmagt, der opleves som illegitim. Men den nye liberalismes svar på det kollektive frihedstab, der ligger i teknokratiseringens undergravning af den demokratiske selvbestemmelse, er at insistere på friheden til individuel selvbestemmelse gennem en indskrænkning af velfærdsstaten – et svar, der ikke blot er misforstået, men også direkte kontraproduktivt.

Eftersom teknokratiseringen hænger uløseligt sammen med markedets tiltagende magt over politikken, vil den nye liberalismes dereguleringsfantasier kun binde folkevalgte politikere stadig tættere fast i markedsdiktaternes spændetrøje – og dermed understøtte årsagen til præcis det fænomen, den reagerer imod.

Dermed har vi også nået svaret på, hvorfor den nye liberalisme efter min opfattelse ikke med rette kan påkalde sig sin klassiske forfaders navn. I sin feudale samtid var den klassiske liberalisme en progressiv kraft for menneskelig frihed, der fortjener status af en historisk hædersbevisning.

Men den nye liberalismes kamp for en afvikling af velfærdsstaten og yderligere liberalisering af de globale markeder ignorer den historiske læringsproces og bidrager derfor kun til den teknokratiske ufrihed, der snarere kalder på en gendemokratisering af statsmagten samt en øget politisk kontrol med de globale markeder i den sociale retfærdigheds tjeneste.

LÆS OGSÅKrisen er ingen undskyldning for at føre asocial politik

Hvis ikke den nye liberalisme skal vinde udbredelse i en politisk svigtet og apatisk ungdomsgeneration, må socialdemokratismen finde tilbage til sit historiske udgangspunkt som en bevægelse for både individuel frihed og reel demokratisk selvbestemmelse – et kald, der på akut vis er reaktualiseret i en kold og administreret verden, hvor socialdemokratiske politikere er reducerede til håndlangere for den almægtige finanskapital.

Hvis ikke dette sker, frygter jeg, at vores berettigede stræben efter frihed endnu en gang vil slå om i dens modsætning.

PolitikenPlus
  • And Den lå i vejkanten og er fotograferet i lyset af Martin Lehmanns billygter. Smuk var den. Og helt stille.

    Pluspris 1.300 kr. Alm. pris 1.495 kr. Køb
  • Frilandsand til jul Ænderne går frit rundt på beplantede græsarealer og har adgang til frisk vand og kan søge skygge under træerne. De fodres med majs og korn og ellers spiser de, hvad de finder af vegetation udendørs.

    Pluspris 325 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Juletræstog til Rosendal Besøg den hyggelige gård Rosendal i Nordsjælland og vend hjem med højt julehumør og selvfældet træ.

    Pluspris fra 168 kr. Alm. pris fra 168 kr. Køb
  • Spil: Blitz Blitz er et lysende hurtigt bestsellerspil, der vindes af den, som hurtigst kan aflæse kortene og snuppe den rigtige genstand.

    Pluspris 160 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Chips Der sker altid noget, når man fokuserer på individet.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb