Kronik afJohan Christian Nord er cand.mag.

ph.d.-studerende, Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet

Virkelighed forpligter - også i litteraturen

Da hovedpersonen Joe i Lars von Triers seneste mesterværk ’Nymphomaniac’ begynder at fortælle sin historie til den i første omgang andægtigt lyttende Seligman, gør hun det med denne indledning: »I’ll have to tell you the whole story. But it will be long. And moral, I’m afraid«.

Halvdelen af dette udsagn kan gælde for de overvejelser, jeg her skal give skriftligt udløb for. Lang bliver min historie ikke – den bliver kroniklængde. Men moralsk, det bliver den. For det skal dreje sig om virkeligheden – om litteraturen og virkeligheden. Eller bredere udtrykt: om det forpligtende og forpligtede forhold mellem kulturlivet og virkeligheden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her