En af denne Kroniks forfattere, Lars Olsen, er netop vendt hjem fra nogle ugers ferie. Familien gjorde, som den plejer: Genboen holdt øje med vores rækkehus. Regelmæssigt gik de over og vandede planter, fjernede post og aviser fra entreen og slog varmen på fuld kraft, dagen før vi kom hjem. Igennem flere år har de to familier udvekslet nøgler, når en af dem tog på ferie.
Hvor mange af dine naboer ville du bede om at opbevare en ekstra nøgle? Spørgsmålet viser sig faktisk at være en god målestok for tilliden og tilfredsheden med at bo i et boligområde. Det fremgår af en stor undersøgelse, som Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) har foretaget.


























