Kronik afJohan Christian Nord

cand.mag., ph.d.-studerende, Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet

<p>kroniken</p> Der er ingen gode mennesker i Hundestad

I slipstrømmen på Klaus Rifbjergs død er der blevet talt og skrevet en del om kulturradikalismen. Særligt tre spørgsmål har været i forgrunden: Findes kulturradikalismen stadig? Er der stadig behov for kulturradikalismen? Og endelig hovedgevinstspørgsmålet: Hvad er kulturradikalismen egentlig for noget – sådan mere præcist?

Det er vigtige spørgsmål. For er der noget, strømningen ikke har været, er det ligegyldig. Den er selve grundtegningen for det, der blev den ideologiske arkitektur i det moderne Danmark, og derfor er den værd at beskæftige sig med – både for venner og for fjender.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her