Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Danske børn bliver syge af at gå i skole

I mit lange liv som børnelæge har jeg aldrig oplevet noget lignende. Børn melder sig med stress og mistet livsmod. Og for børn med særlige behov er der stor risiko for, at de bliver tabt i uddannelsessystemet.

86
Annonce

I min børnelægepraksis følger jeg børn – henvist af deres egen læge – sædvanligvis med mange forskellige sygdomme, tilstande og forskellige funktionshæmninger. Men de seneste uger – efter at skolereformen er trådt i kraft i sin fulde ordlyd – har sygdomsmønstret været markant anderledes.

Det begyndte sidste skoleår med børn, som klagede over træthed, diffuse symptomer, og som havde mange skoleforsømmelser med baggrund i stress.

Hvis forældre havde skabt sådanne rammer for børnene, at de mistrivedes med tegn på omsorgssvigt, havde det været min pligt at underrette den kommunale forvaltning om, at her er et barn med formodet behov for hjælp

Karen Tilma

Men nu kommer børn og deres forældre til akutte kontroller på grund af alvorlige symptomer på stress og belastning: hovedpine, migræne, mavepine, angstsymptomer, tics, søvnforstyrrelser, udtalt træthed, skolefravær.

Mange har allerede fravalgt sædvanlige fritidsinteresser som fodbold, håndbold, ridning, musik, karate – fordi de ganske simpelt ikke orker eller ikke kan nå hjem fra skole. De orker ikke at være sammen med kammerater efter skoletid. Små børn på 6 år har typisk en skoledag fra kl. 8.00 til 14.00 ud over transporttid, er efterfølgende udmattede og uden initiativ og lyst til leg. Flere er begyndt at tisse i bukserne.

Hvis forældre havde skabt sådanne rammer for børnene, at de mistrivedes med tegn på omsorgssvigt, havde det været min pligt at underrette den kommunale forvaltning om, at her er et barn med formodet behov for hjælp. I visse tilfælde måtte børnene fjernes hjemmefra. Nu er det imidlertid undervisningsminister Ellen Trane Nørby, der har ansvaret for børnenes mistrivsel!

Helt galt går det for børn med særlige behov, typisk børn med adhd, autisme, tics og Tourettes syndrom, angst, indlæringsvanskeligheder af forskellig art og af andre grunde sårbare/følsomme børn.

Ifølge folkeskolereformen skal de ’inkluderes’ i almindelig folkeskoleklasse, typisk med 25-30 elever på holdet. Mange specialklasser med specialuddannede lærere til at undervise disse børn er nedlagt. Børnene er nødstedte, og der er oftest ingen hjælp at hente.

Børnene er meget sårbare over for eksempelvis larm og uro, har ikke noget filter til at begrænse indtryk udefra, bliver forstyrret og afledt af alt omkring sig, kan kun fastholde koncentration og fokus i kort tid ad gangen, har svært ved at opfange kollektive beskeder og kan derfor ikke følge med i timerne. De kan ofte kun sidde stille få minutter ad gangen, har brug for hjælp til at komme i gang med opgaver, få skrevet lektier ned og bevare ro og koncentration.

Det er ikke lærernes ansvar, eftersom de skal bruge al til rådighed stående tid til blot et minimum af forberedelse til undervisningen

Karen Tilma

De børn er afhængige af faste rammer og rutiner, f.eks. fast plads, samme klasseværelse for at kunne fungere på holdet/i undervisningen. De er konstant på overarbejde, bliver trætte og stressede.

Nogle reagerer med tristhed, opgivenhed, alle tegn på mistrivsel med efterfølgende skoleforsømmelse, mens andre er frustrerede, anspændte og udadreagerende. Ofte må de hentes hjem efter få timer af forældre, som er tilknyttet arbejdsmarkedet, og som kan miste job eller gå ned med stress/depression, når begivenhederne har gentaget sig tilstrækkelig mange gange. Man tør dårlig tænke på den tumult, der udspiller sig i hjemmene, når alle kommer trætte og frustrerede hjem og børnene har måttet opgive fritidsaktiviteterne.

LÆS OGSÅKonkurrencestaten har erobret folkeskolen

Daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) bedyrede på lands-tv, at alle børn, som er ’inkluderet’, har krav på den støtte og opbakning, som er nødvendig for deres trivsel, og for at de kan udnytte deres potentialer og fungere på niveau med andre børn i klassen.

Virkelighedens verden ser ganske anderledes ud! Der bevilges yderst sjældent støttetimer, undervisning i mindre hold, individuelt tilrettelagte undervisningsforløb, og den ene lærer, som har ansvar for klassen/holdet, har ikke en jordisk chance for at tilgodese disse børns behov i tilstrækkelig grad.

Ydermere gælder de lange skoledage også for ’inkluderede’ børn. De kommer i konsultationen i børnelægeklinikken oprevne, urolige, ængstelige, opgivende, trætte, med mavepine, hovedpine, søvnforstyrrelser, enkelte med voldsomme tics og ritualer og vredesudbrud. De har opgivet fritidsinteresser, ofte i form af fysiske aktiviteter, som de i høj grad har haft gavn og glæde af og haft succes med, både i forhold til fysiske præstationer og fællesskabet.

Inden for de sidste 6 uger har jeg haft 25 børn i konsultationen, som har haft behov for at blive fritaget for lange skoledage. Hver dag kommer flere til. Forældre er opfordret til sammen med skolen at sammensætte et skema, børnene kan magte uden at blive syge.

En del skoler har set sig nødsaget til at bede om lægeerklæring i henhold til skoleloven

Karen Tilma

En del skoler har set sig nødsaget til at bede om lægeerklæring i henhold til skoleloven, mens andre har fundet løsninger sammen med forældrene. Det kan være vældig vanskeligt, hvis lektiecafé og såkaldt understøttende undervisning ligger midt på skoledagen. Inklusion er blevet til eksklusion uden kompensation!

I mine 34 års virke som læge har jeg aldrig tidligere skrevet en lægeerklæring, fordi børn bliver syge af at gå i skole! Hidtil har skole og hjem i samarbejde fundet en løsning på børnenes vanskeligheder. Og de børn, som hverken kan lære eller fungere socialt i store sammenhænge, har været undervist i specialklasser/mindre sammenhænge.

Mulighed for lægeerklæring indgår i skolereformen, men der er ikke tænkt over, hvad en sådan erklæring skal indeholde, hvem den skal stiles til, eller hvem der skal betale den. Og måske er det en anelse grotesk, at børnene skal blive syge, før der tages hensyn til deres forskellige ressourcer og vanskeligheder og kompenseres for disse.

Folkeskolereformen er først og fremmest skadelig på grund af tvungne lange skoledage. Børn – især de yngste – er ikke biologisk udviklet til at sidde i så mange timer og modtage undervisning, selv om de indimellem bevæger sig lidt. De yngste klasser har ofte timer fra kl. 8.00 til kl. 14.00, og de ældste typisk til kl. 15.00 eller 16.00.

Ifølge debattøren og politikeren Jan Andreasen ligger Danmark helt i top, hvad angår antal skoletimer i EU og OECD. I skoleåret 2015-16 vil Danmark ligge på ca. 11.000 timer, gennemsnittet i EU er ca. 7.000, og finske skoleelever har ca. 6.000 timer om året.

I Danmark har vi 200 skoledage på et år, mens de fleste andre har 180. Det betyder, at de danske skoleelever går en måned længere i skole end f.eks. de finske, som roses for fremragende faglige resultater.

Der foreligger i øvrigt omfattende videnskabelige undersøgelser inden for skole-/undervisningsverdenen, der omhandler, hvor længe børn kan sidde stille ad gangen og holde sig koncentrerede – selv for de ældste børn i folkeskolen er det forbavsende kort tid. Der foreligger også en meget stor viden om, hvordan de lærer, og hvad der skal til for at huske det, de har lært.

Det er beskæmmende, at Niels Egelund, professor fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, er varm fortaler for reformen, al den stund der ikke er faglig, videnskabelig dokumentation for, at lange skoledage bedrer skolebørns faglige niveau – tværtimod! En af verdens førende uddannelsesforskere, John Hattie fra New Zealand, har påpeget, at der ingen dokumentation er for, at lange skoledage giver bedre læring eller bedre skoler.

LÆS OGSÅ Ellen Trane Nørby: Lange skoledage er skolernes ansvar

En anden grund er tvungne lektiecafeer – omdøbt til ’faglig fordybelse’ på visse skoler. Her foregår ingen undervisning, oftest sidder en klasse eller to med en lærer, eventuelt pædagog. Uden yderligere ressourcer bliver lektiecafeen et opholdsrum, hvor lærerens rolle bliver at holde ro og orden – og mange børn har stadig lektier med hjem efter en lang skoledag! Førhen kaldte man det ’eftersidning’.

Endelig er 30 procent af skoledagen (inklusive lektiecafé) såkaldt understøttende undervisning, som tilrettelægges af skolen. Uden målsætning, uden fast indhold, uden struktur, uden forudsigelighed – alt sammen faktorer, som får tidligere omtalte børn med særlige behov til at være anspændte, frustrerede og urolige. For de øvrige børn kan det derimod virke kedeligt i forhold til at få fri og få ny energi ved selv at tage initiativ til aktiviteter, leg eller bare afslapning i familien.

Derudover har det negativ betydning for børnenes trivsel (og undervisningsparathed!), at der ikke i heldagsskolen er sørget for børnenes helt basale behov i form af tilstrækkelig mad og rolige måltider med tid til at spise og drikke. Også toiletbesøg bliver besværliggjort på grund af mange skift mellem lokaler og bygninger.

Udsatte børn med særlige behov dropper ud af uddannelsessystemet, med alt hvad det indebærer af personlige og samfundsmæssige omkostninger

Karen Tilma

Og NEJ! Det er ikke forældrenes ansvar, eftersom de stadig ikke har mulighed for fjernstyring af børnene. Det er arbejdspladsens ansvar, at mad er tilgængeligt for alle (også for dem, der har glemt madpakken), og at der er rammer til rolige måltider, hvor børn får spist den mad, de har med, eller den mad, de kan købe. Meget ofte kommer børnene hjem med madpakker, som de ikke har haft mulighed for at spise.

Og nej, det er ikke lærernes ansvar, eftersom de skal bruge al til rådighed stående tid til blot et minimum af forberedelse til undervisningen.

Reformen betyder, at mange børn bliver syge, angste og ikke kommer i skole. De mister motivation, hader at gå i skole, og for børn med særlige behov, som reelt er ’ekskluderet’, er der stor risiko for, at de bliver tabt i uddannelsessystemet – ikke mindst på grund af nylig indførelse af adgangsbegrænsning til erhvervsskolerne.

Endelig mister børnene dyrebar fritid, mulighed for selvvalgte aktiviteter, deltagelse i foreningsliv og sportsaktiviteter eller blot mulighed for at tilbringe tid sammen med familien; alt sammen forhold, som normalt bidrager til børns udvikling.

Livets skole! Ja, selvfølgelig blev mange små børn i de mindste klasser tidligere passet i fritidsordning efter skoletid. Men her kunne de slappe af, lege, deltage frivilligt i aktiviteter, eventuelt læse lektier – og forældre, bedsteforældre eller andre kunne hente dem hjem, når der var mulighed for det.

For familierne betyder reformen – ud over ovenstående – at forældre ikke har samme føling med børnene, deres trivsel og faglige niveau, og hvor der er brug for en ekstra indsats fra hjemmet.

Børnene orker ikke flere lektier, når de kommer hjem. Skole-hjem-samarbejdet, som jo kan være afgørende for børns trivsel og faglige udvikling, er begrænset til et minimum. Det har især alvorlige konsekvenser for børn med særlige behov.

LÆS OGSÅ 5 grunde til at lange skoledage er en virkelig dårlig idé

Som sagt reagerer disse børn nu så kraftigt på skolens rammer, at forældre ofte bliver kontaktet med henblik på at hente børnene hjem. Allerede sidste skoleår, hvor specialklasser blev nedlagt og børnene ’inkluderet’, er mange forældre efterfølgende blevet sygemeldt pga. stress med risiko for senere fyring.

Lærerne skal opholde sig på skolen i dagtimerne og kan så naturligvis ikke træffes på telefon eftermiddag og aften, når forældrene har fri. Forældremøder og forældresamtaler skal foregå inden kl. 17.00, hvilket betyder, at i alt ca. 600.000 børns forældre minimum 2 gange om året skal have fri fra arbejde for at deltage!

Lærerne har fået ’normaliseret’ deres arbejdstid – en primitiv retorik, som leder tanken hen på 1930’erne, da ’alle kom i arbejde og togene gik til tiden’.

For lærerne betyder reformen kort fortalt, at de ikke kan være sikret tid til forberedelse og efterbehandling af timerne, hverken generelt eller når det gælder børn med særlige behov. Professionel klasseledelse uden forberedelse taler for sig selv! Også her kan resultatet meget let blive stress og sygdom blandt lærerne.

I Sverige indførte man en lignende reform for 7 år siden, det har betydet, at man der mangler 80.000 lærere, og resultatet af nationale tests falder støt. I Norge har man fra 2010 til 2014 haft obligatorisk lektiehjælp til alle elever fra 1. til 4. klassetrin. Evaluering af ordningen, foretaget af Nova 2013, har vist, at svage elever er blevet dårligere. Ordningen er derfor ophævet, så kommuner/skoler selv kan vurdere, hvem der bør tilbydes lektiehjælp.

Allerede nu er der stor tendens til, at både elever og lærere søger over i privatskoler, udsatte børn med særlige behov dropper ud af uddannelsessystemet, med alt hvad det indebærer af personlige og samfundsmæssige omkostninger.

Med børn i den danske folkeskole og mangeårig deltagelse i forældreråd og skolebestyrelse har jeg naturligvis fulgt den skolepolitiske udvikling gennem tiden.

LÆS OGSÅPolitikere: Elever får for sent fri

Folkeskolen har eksisteret i 200 år og har bidraget til folkeoplysning og dermed en stærk tradition for demokrati.

Alle har haft lige ret til undervisning. Undervisningspligten har sikret alle børn mulighed for dannelse, uddannelse og oplysning. Den ene folkeskolelov har afløst den anden, formålsparagrafferne har vekslet lidt gennem tiderne, siden 1975 og sidst formuleret i 2006 har folkeskolen – ud over at skulle danne grundlag for senere uddannelse – skullet forberede eleverne til medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Skolens virke har skullet være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati!

I 2013 vedtog partierne VKO, S, SF, R og KL den nye folkeskolereform, som bygger på Finansministeriets regneark (hvor mennesker er omdannet til borgere, som udelukkende skal bidrage til bruttonationalproduktet) båret frem af en retorik, som grænsede til propaganda. Det skete uden antydning af inddragelse af fagpersoner/lærerne, eleverne, forældrene/skolebestyrelserne – altså en helt igennem ufolkelig og elitær reform.

For første gang i folkeskolens 200 år lange historie har Folketinget indført skoletvang – tvungne lektiecafeer, sammen med uhørt lange skoledage, tågesnak om understøttende undervisning og faglig fordybelse.

Det er så oven i købet en reform, som gør børn syge i stedet for at udvikle dem til sunde, raske, selvstændige individer med sans for fællesskab og demokrati.

Redaktionen anbefaler

Inklusion er stadig en tikkende bombe under folkeskolen

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce