Lyt til artiklen
14. FEBRUAR om aftenen skulle jeg hente min yngste datter hos en legekammerat, der bor i nærheden af os i det indre København. Jeg havde ikke set nyheder, og det var venindens mor, der fortalte mig, hvad der var sket foran Krudttønden.
Jeg følte mig utryg, da jeg gik hjem med min datter i hånden. Dagen efter forstod jeg, at utrygheden havde været velbegrundet. Vi danskere har fået lov at vokse op med, at der normalt er en tv-skærm mellem os og verdens ondskab, som om verden var et andet sted. Pludselig var skærmen der ikke.
