Som barn tiltrak religion mig. Det skete ofte, at jeg lå i min seng med lukkede øjne og foldede hænder og bad for en lys fremtid. Jeg følte, at jeg havde en forbindelse til gud.
Men så blev jeg ældre. Jeg begyndte at læse videnskabelige artikler. Den videnskabelige forklaring gav mening, og pludselig tænkte jeg: Hvem kan være så dum at tro på gud?
Efter at jeg er indtrådt i psykologiens verden er den videnskabelige forklaring blevet en forankret del af min opfattelse. Men evolutionspsykologisk set er religion et spændende fænomen.
Her argumenteres der for, at religion er et biprodukt af evolution. Religion er altså afledt af flere mekanismer. Først har mennesket kognitive evner, der gør, at vi ved, at vi skal dø.
En anden mekanisme gør, at vi som sociale organismer ønsker selv at overleve, men er afhængige af andre for at kunne sikre overlevelsen. Det kræver, at vi lever blandt fremmede, hvilket religion gør meget nemmere for os. For en fremmed kristen, der møder en anden fremmed kristen, vil nemlig være enige om mange etiske livsprincipper. Hvilket gør mødet med den fremmede meget nemmere.
Religion bliver således en trøsteklud, fordi vi ved, at vi skal dø. Men religion bliver også en mekanisme, der gør, at vi har nemmere ved at leve blandt fremmede. Den evolutionspsykologiske forklaringsmodel giver logisk set rigtig god mening.
Folkekirken bygger på en rødglødende islamhaderMen ændrer den forklaringen på, at vi stadig har brug for religion? Der findes religion i alle kulturer, hvilket indikerer, at mennesket har brug for at finde mening i tilværelsen.
Til forskel fra i de fleste religioner vil meningen med livet ifølge videnskaben blot være overlevelse. Her har kristendommen i stedet fokus på næstekærlighed, generøsitet og kærlighed.
At vælge en af disse livsfilosofier vil fundamentalt ændre ens tilgang til verden og andre mennesker. Tag nu bare DR’s nye serie ’Bedrag’. Her handler alt om overlevelse, hvorfor det ikke bliver noget problem at snyde sin chef, så han bliver fyret. Denne mentalitet ligger milepæle fra kristendommens livsfilosofi.
Søren Kierkegaard skelnede også mellem en æstetisk, en etisk og en religiøs livsførelse. Den æstetiske livsførelse er at handle på nydelse eller øjeblikkets lyst. Kierkegaard mente, at dette uvægerligt vil ende i fortvivlelse, da æstetikeren ikke har nogen overordnet mening med tilværelsen.
De flestes livsførelse vil udvikle sig fra en æstetisk til en etisk. Også ifølge Kierkegaard er det netop gennem fortvivlelsen, det æstetiske individ finder sig selv og begynder at leve etisk. Ved den etiske livsførelse er livets mening nemlig at leve under ansvar og pligt. Disse har valgt at leve under godt og ondt, mens den religiøse livsførelse finder livets mening i forholdet til gud.
Ateisterne er de nye helligeI dagens Danmark lever vi i høj grad efter den æstetiske og etiske livsførelse. Og måske mest den æstetiske. Sociologien Zygmunt Bauman bruger oplevelseskultur som udtryk for det æstetiske samfund. Her er vi blevet turister i vores eget liv, hvor alt handler om at opleve.
I det ateistiske Danmark kunne man jo så nøjes med at leve etisk. Men hvad er vi forpligtet til i dette senmoderne samfund?
Du kan frit vælge. Enhver er sin egen lykkes smed, så hvad vil du?
Ja, dette har de fleste unge mennesker hørt utallige gange. Det virker, som om vi kun er forpligtet til os selv, hvilket ikke har noget med etisk livsførelse at gøre. Så selv om gud måske er død, ville det nok være sundt at forpligte sig til en religiøs livsførelse. For når religion og livsfilosofi bliver fjernet fra et samfund på bekostning af videnskabelige forklaringsmodeller, risikerer vi at skubbe valget, ansvaret og livets etiske fordringer fra os.
Jeg tror stadig ikke på gud, hvis jeg skal være helt ærlig over for mig selv. Men måske burde jeg.
fortsæt med at læse
