Tegning. Jørn Villumsen

Tegning. Jørn Villumsen

Debat

Ateisterne er de nye hellige

I rationalisternes rige er ateisterne konger. Og de buldrer i disse år frem med en næsten totalitær mangel på både historisk bevidsthed og eksistentiel nysgerrighed.

Debat

Far«, spurgte pigen i Fætter BR, »findes Gud i virkeligheden?«.

Jeg stod selv midt i køen med en søn i den ene hånd og den anden fuld af gaver til to kusiner og én kat.

Findes Gud egentlig? Han findes ikke nødvendigvis i Fætter BR, tænker jeg. Men jeg bilder mig ind, at han findes andre steder, herunder som en tanke om dem, der står ved et herberg uden adgangsbillet.

Så endnu en gang spørgsmålet fra en 5-årig – »findes Gud?«.

»Selvfølgelig«, svarede hans far, »gør han ikke det. Det hele er bare overtro«.

Det hele? Klar snak fra en af tidens nye hellige: Ateisterne. Der stod vi frie og oplyste, med kreditkort og gaver, på én gang reduceret til de indkøbsmaskiner, vi jo også er.

Jeg er klar over, at det metafysiske både kan og skal diskuteres. Jeg vælger endda at tro, at vores far i køen afleverede sit svar i en god sags tjeneste. Børn skal lære sandheden, ikke sandt?

Men alligevel: Når det kommer til troen, er jeg tilhænger. Jeg er tilhænger af håb og visioner, og særligt når de er gjort af en støbning, der er værd at bygge på. Herunder historien om Jesusbarnet i en verden, der vendte kærligheden ryggen.

Hvordan man ikke kan tro på det, er mig ærlig talt en gåde i et samfund, hvor pengemagten og egennytten for længst har affortryllet både virksomheder, velfærd og åndsliv. Kan det betale sig?

Kan det måles? Ellers er det bare overtro.

Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går til værket med en mangel på tvivl, der er fanatiske sekter værdig

I rationalisternes rige er ateisterne konger. Og de buldrer i disse år frem med en næsten totalitær mangel på både historisk bevidsthed og eksistentiel nysgerrighed.

Hvor de nyreligiøse sekter for 10 år siden fyldte mere og mere og helt sikkert rigeligt, er pendulet nu svinget.

Ateisterne organiserer sig i Ateistisk Selskab, og bestsellerlisterne er fulde af titler, der handler om naturvidenskabens sejrsgang og mennesket som biologisk maskine. Ateisterne bliver stadig flere, og de udmærker sig i det offentlige rum ved ikke længere blot at være dem, der ikke tror, men nu også dem, der missionerer for ateismens evangelium.

Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går til værket med en mangel på tvivl, der er fanatiske sekter værdig. Som om folkekirken ikke for længst var knæsat som en pluralistisk kulturinstitution med uendelige mængder af plads til både tvivl og individuel fortolkning. Som om kristendommen handler om at tro på en gammel mand med langt hvidt skæg og jomfrufødsler.

De nye ateister er i det lys helt uden den tvivl, der karakteriserede ateistiske tænkere som f.eks. Camus og Nietzsche. Filosoffer, der var eksistentielt anfægtede, og som ikke kunne drømme om at erstatte troen på kristendommen med enten naturvidenskabens biologisme eller markedsøkonomiens selvcentrerede egennytte.

Så kan de lære det, børnene. Giv dem sandheden, de små. Lige i synet. Børserne findes, kirkerne lukker vi.

På overfladen er de nye ateister først og fremmest ucharmerende, som fanatiske og skråsikre mennesker nu engang er det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De er svære at føre en samtale med, fordi deres udgangspunkt aldrig er interessen for den andens holdning, men alene afvisningen. De har også kort lunte og springer forbavsende ofte til ord som ’fakta’ og ’evidens’. Kun det binære har interesse, det sorte og det hvide; alt andet er forbudt.

Og af den grund er de nye ateister i realiteten også farlige. Den europæiske civilisation har brugt århundreder på at nå til den erkendelse, at mennesket er et åndsvæsen. Et væsen, der har sin frie vilje, og som finder sin eksistens i mødet med andre mennesker. Tilgiver jeg? Er jeg barmhjertig? Kaster jeg den første sten?

Kristendommen er i det lys et spejl, som tvinger hver enkelt til at overveje sine handlinger. Men de nye ateister bryder sig ikke om hverken fælles moral eller individuel tvivl. Mennesket er en maskine, der alene er styret af sin biologi og sin egennytte.

Findes Gud?

Nej, lige så lidt som kærligheden og tilgivelsen og et blidt kys på panden. Så kan de lære det, børnene. Giv dem sandheden, de små. Lige i synet. Børserne findes, kirkerne lukker vi.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce