I søvne registrerede jeg hendes for hurtige trin op ad trappen og hen mod mit værelse, og allerede i søvne vidste jeg, at det var sket. Det, jeg havde frygtet. Det, jeg ubevidst havde gjort til min livsopgave at forhindre. Selv i søvne vidste jeg, at når hun om lidt kom ind ad døren, ville hun sige, at der var sket noget forfærdeligt. Selv i søvne vidste jeg, at min far havde begået selvmord.
Det er 50 år siden i disse dage. Men der er ikke gået en uge, uden at jeg har tænkt på den dag og på, hvad det var, der fik ham til at afslutte sit liv. Jeg har brugt år på at opsøge hans kolleger og bekendte og familien for at få svar på det spørgsmål, som mine tanker stadig kredser om: Hvorfor gjorde han det? Eller udtrykt mere ærligt, men måske også mere barnligt: Hvordan kunne han gøre det mod mig? Betød jeg ikke mere for ham? Oplevede han, at jeg havde svigtet ham? Og tænkte han slet ikke på, at hans selvmord ville forfølge mig resten af livet, at hans selvmord ville blive den prisme, som jeg så mig selv og resten af mit liv igennem?
