Enhver, der er født efter nittenhundredoghalvtredserne har allerede i sine unge år, fra forældre og skolens historiebøger med rædsel, skam og undren, hørt og læst om nittenhundredetredive og fyrrenes forførte tyske befolkning, hvordan kunne mennesker blande rationalitet, følelser og videnskab sammen i en så springfarlig cocktail? Uden øvrig sammenligning vil samme rædsel, skam og undren vækkes af historiebøgerne, når det tyvende århundredes conforme cocktail er sprunget. Cocktailen er så småt begyndt at sprække. Tv-serie om lykkepille-generationen, fokus på kost omlægningens betydning for den enorme gruppe med prædikatet ADHD, ADD, depression og angst og senest Henrik Day Poulsens udtalelse om pinagtigheden ved, at psykiatrien i nogle tilfælde kan komme op med flere modstridende rapporter om en og samme person. Det må antages, at person, der var anledning til Day Poulsens udtalelse, og hvis navn ikke fortjener mere spalteplads, har været igennem en mere intens diagnosticeringsproces end den Jonas på syv eller John på fyrre dagligt gennemgår før han får diagnosen depression, angst eller måske sågar skizofreni. Og hvad hvis de gjorde. Tænk en gang. Den ene dag kunne Jan være angst, den anden deprimeret, den tredje skizofren, den femte manisk og den sjette normal. Og hvornår får vi den? Diagnosen normal?

År 2000 til 2009 er antallet af mennesker, der får stillet diagnosen ADHD næsten tredoblet fra ca 3.000 til 11.000. Affektive lidelser (typisk depression) er steget fra 20.000 til 27.000, samt nervøse og stressrelaterede tilstande, der i samme periode er steget fra ca. 16.000 til ca. 27.000 (Tal fra det psykiatriske central forskningsregister). Det er bare tal og vi hører dem ofte. Men overvej hvordan vi vil blive husket, med hvilken forundring og skam spørgsmålene engang vil lyde fra fremtidens skolebænke.

- Hvordan kunne det gå så galt?

- Det er svært at svare på, det er meget indviklet... Komplekst.

- Hvorfor var der så mange, der var kede af det? Og hvorfor fik de ikke bare lov til, at være kede af det?

- Eksempelvis. Når et menneske blev ked af noget, havde det ikke lyst til, at gå på arbejde og når det ikke kunne gå på arbejde blev det endnu mere ked af det for, så så det ikke så mange andre mennesker, for alle var på arbejde og et sådant menneske, uden arbejde, endelig var så heldig at se nogen var de typisk også kede af det og uden arbejde.

- Så mennesket fik grinepiller fordi det ikke havde arbejde?

- Lykkepiller, det hed lykkepiller. Rent faktisk hed det antidepressiv. Men nej det var mere komplekst end som så. For mennesket kunne også blive forvirret af, at gå på arbejde. Prøv at slå op på side 18 og læs højt.

- Ok. Indre uro, hovedpine, hjertebanken, mavesmerter, nedsat potens, vægttab, hyppige infektioner, forværring af kroniske sygdomme, ulyst, træthed, irritabilitet, hukommelsesbevær, koncentrationsbevær, angst, nedsat humoristisk sans, depression, søvnløshed, uengagerethed, hyperventilation, aggressivitet, nedsat præstationsevne, ubeslutsomhed, øget brug af stimulanser, øget sygefravær.

- Ok, ok. Det var fint. Træk vejret engang.

- Fik man alt det af at gå på arbejde?

- Ja, det mente man typisk. Eller nej ikke det hele på en gang. For det meste kun nogle af symptomerne. Vi er nød til at gå videre nu, hvis vi skal nå side 19.

Nogen spørgsmål til side 19?

- Hvorfor var der så mange forældre, der gav deres børn narko?

- Ritalin. Det hed ritalin. Mange forældre anede ikke hvorfor deres barn opførte sig, som det gjorde og hvad de skulle gøre og derfor tog de hen til en læge, der fortalte dem hvorfor deres barn opførte sig, som det gjorde og gav dem en løsning.

- Altså lægen fortalte forældrene hvem deres barn var?

- Øhm nej.. Lægen fortalte dem hvorfor deres barn opførte sig som det gjorde.

- Jamen er det ikke det samme?

- Det er for komplekst. Lad mig tale ud. Hvor kom jeg fra. Jo!

Nogle børn kunne ikke sidde stille. De, der bestemte mente, at de var mere aktive end gennemsnittet og kaldte det hyperaktivitet. Nogle kunne ikke klare, at være omgivet af hundredvis af børn mange timer om dagen uden deres forældre. De holdt mere af trygge rammer eller struktur, som det blev kaldt og nogle blev forvirrede og larmende når de skulle sidde stille i mange timer.

- Jamen børnene havde jo ikke altid fået Methylpheniate Hydrochloride?

- Nej, rigtigt! Flot observeret Jonas. Og det var lige præcis den erkendelse, der i slutningen af conformiteten såsmåt begyndte, at få mennesket til at tænke over om det muligvis var en nødløsning, som i kan se på side 19. Flertallet så det, som en nødvendighed for, at skabe den ro, der skulle til for, at flertallet kunne tale sammen.

- Hvem var flertallet?

- Det var dem, der var flest af til at begynde med og til sidst ikke var flere af. Men nu skal i spise og husk! Side 20 og 21 til imorgen. Og, og, og! vent med madpakkerne! Husk spørgsmål!