Søren Olesen

Økonom og debattør

› LÆS MERE

Hvis regeringen var som min computer, havde jeg for længst knaldet ctrl+alt+delete i bund og under den efterfølgende genstart gennemført et ”system recovery” med afsæt i et gendannelsespunkt pr. 15. september 2011. Altså tilbage til den lettere euforiske valgaften, hvor mange af os jublede over udsigten til en ny centrum-venstre regering, ganske vist ikke en ægte rød en af slagsen – den mest erfarne ex-minister og forhandler havde jo således et klart blåligt skær – men alligevel. Forandringen syntes på vej.

Det var før marathonforhandlingerne i det sorte(!) tårn. Før betalingsringen, millionærskatten, den Tobin-inspirerede skat, styrkelsen og billiggørelsen af den offentlige transport, mia. beløb til psykatrisektoren og meget andet blev opgivet og af befolkningsflertallet karakteriseret som løftebrud. Det var også før der på såvel rødt som blåt hold blev udstedt jagttegn til klapjagt på kontanthjælps,- dagpenge- og førtidspensionsmodtagere samt fleksjobbere, og før den skabsliberale juniorskatteminister proklamerede en skattereform, der vil fastholde de svageste i samfundet i socialt excluderende økonomisk lavvande, så den stemmetunge middelklasse – læs: de, der arbejder, altså sådan rigtig arbejder – kan få en begrænset dosis skattelettelser. Det sidste er der principielt intet galt i, men det havde da været langt bedre i tråd med den rød/lilla regerings valgkamp – og tillige langt mere indbringende og socialt retfærdigt – at tilvejebringe finansieringen ved at rulle de massive skattelettelser, som VK(O)-regeringen havde givet til de bedst stillede, tilbage, så der også blev plads til at lette hverdagen for personer på overførselsindkomst. Eller at gribe hårdt og kontant om nælderne og give slip på berøringsangsten i forhold til boligskatten. Eller at holde fast i millionærskatten.

Det var også før den nye statskvindeduo Thorning-Schmidt og Vestager kastede sig med ildhu ind i kampen for en dybt reaktionær finanspagt i EU uden krav om afgørende væksttiltag i de bedst stillede lande, tiltag som ellers både ville kunne bidrage til at afbalancere konsekvenserne af de massive sparekrav i de sydeuropæiske lande og medvirke til at bekæmpe den massive ungdomsarbejdsløshed, som alle på papiret synes at være enige om er en katastrofe og en tikkende bombe under velfærdssamfundet. En optræden på den europæiske scene, som tilsyneladende har fået selveste kommissionsformand José Manuel Barosso til at melde sig ind i den danske statsministers fanklub. Men det harmonerer ikke særlig godt med den kamp, socialdemokraterne tog med blå blok om besparelser ctr. vækstrelateret kickstart før valget. Hvad der altså skulle virke i Danmark, har altså ikke europæisk gyldighed, eller hur?

Og så det seneste; trepartsforhandlingerne. Fagbevægelsen gav sig meget i valgkampen. Det var lige før man følte sig tilbage til de tider, hvor socialdemokratiet var ét med fagbevægelsen, dog nu med et ekstra hjul på vognen i form af det næsten-regeringsduelige SF. Hop, sagde fru Thorning-Schmidt og alle – måske med undtagelse af FOA-Dennis – hoppede. Ikke så højt og stilrent som fruen kunne have ønsket det, men dog nok til, at en pose penge svarende til 12 minutters ekstra arbejde pr. dag syntes i hus. Trepartsforhandlingerne var skemalagt til den nærmeste tid efter valget, men tilsyneladende overraskede det den nye regering, at der her også skulle gennemføres overenskomstforhandlinger, så trekanten måtte vente til banen var fri for mudder. Nu frygter mange politiske kommentatorer og aktører i såvel fagforeningerne som regeringspartierne, at stemningen efter de første indledende sonderinger, der nu endelig er blevet fundet plads til, er blevet så dårlig, at også dette bånd til valgløfterne kan blive kappet over. I hvert fald er fagbevægelsens hop blevet til lettere stampen i gulvet. Man mener i LO-gruppen at have givet regeringen de første to omgange med tilbagetrækningsreformen og de nyligt indgåede discountoverenskomster, nu ønskes der indflydelse på, hvordan det forventede nettoprovenu på ca. 4 mia. kr. skal disponeres, hvis også tredje omgang skal betales af medlemskassen. Ligeledes synes fagbevægelsen at være langt fra at få sit krav om, at også arbejdsgiverne skal give kontante og mærkbare omgange, indfriet.

For alle os, der vitterlig ønskede os en ny regering og som under ingen omstændigheder ønsker eller har ønsket os Løkke og hans vrisne, fremmedfjendske anstandsdame tilbage (konservative tænker vi ikke så meget på mere…), har det således været en hård tid, fuldstændig uden nogen form for lys for enden af den tilsyneladende uendelige tunnel, bygget af nedtur på nedtur. Indrømmet; regeringen har været under stort pres. Krisen, det enorme budgetunderskud og et rekordstort antal ”dumme” enkeltsager og til tider selvmål, har ikke gjort regeringstilværelsen nemmere for den temmelig uerfarne ministerkreds. Og i det europæiske perspektiv har rødnuancerede holdninger haft meget svært ved at trænge igennem det massive neoliberalistiske skjold, som ikke mindst den fransk-tyske akse stålsat har værnet om. Hvorvidt forsøget overhovedet har været gjort, skal dog være usagt.

Men måske er det netop på den sidstnævnte front, at der kan øjnes lys til gavn for Europa og til gavn for den danske regering. Med Francois Hollande’s succes i den franske valgkamp og en øjensynlig realistisk valgsejr i anden runde, kan en ny solid socialdemokratisk spiller komme på banen. Både som katalysator for et mere vækstorienteret handlemønster i EU-systemet og som en øjenåbner for mere socialt afbalancerede løsninger på krisen. I hvert fald har han proklameret at ville genforhandle finanspagten (det er ganske vist ikke sandsynligt, at han får mulighed for det, men intentionen peger trods alt den rigtige vej), at ville gennemføre skattereformer efter Robin Hood-metoden, at ville indføre skat på finansielle transaktioner og ikke mindst at ville gennemføre vægtige initiativer til øget vækst og produktion til gavn for såvel økonomien som beskæftigelsen.

Så måske er der nu anledning til med afsæt i den franske udvikling at genstarte den danske regering, som i slipstrømmen af den store franske økonomi kan go back to basic og på nationalt plan (gen-)introducere en stribe af de oprindelige valgløfter. Fordelen ved, at ctrl.alt+delete-muligheden ikke er tilstede kunne jo trods alt være, at de hidtidige mere eller mindre negative erfaringer har været lærerige for regeringen! Det ville ligeledes være rettidig omhu på Mærsk-niveau, hvis regeringen på det europæiske plan griber chancen og aktivt går i dialog med den nye franske leder for i samspil med andre at bidrage til at begrænse det tyske magtmonopol, der risikeres at afløse det nugældende fransk-tyske ditto.

Hvem ved, måske kan den danske regering oven i købet sikre sig genvalg og få alle beskyldninger om løftebrud og skabsliberalisme gjort til skamme? Det er i hvert fald nu, at muligheden for at lade sig inspirerere og for at skabe nye alliancer, er til stede.