11. april bragte Politiken Marianne Jelveds svar på mit indlæg 5. april:

De radikale er forvandlet til et overklasseparti.

Mit gensvar til Jelved skulle have været bragt, men det lykkedes ikke. Presset på debatsiderne var for stort. Men her er det. Problemstillingen er vedvarende aktuel.

Det er al ære værd, at de radikale ønsker en fornuftigere indretning af boligbeskatningen, jf. Marianne Jelveds svar til mig 11/4. Så må man håbe, at spørgsmålet prioriteres højt næste gang det skal forhandles med S og SF.

Fortjenstfuld er også afskaffelsen af fattigdomsydelserne, men hvilket billede tegner sig, hvis vi retter blikket mod den samlede fordelingsprofil?

I gennemgangen af de radikales fortjenester udelader Jelved én: Partiets nedgøring af en europæisk Tobinskat, som primært skulle ramme de meget spekulative transaktioner. Men det må ses som positivt, hvis hun ikke regner denne radikale indsats - først i regeringsforhandlingerne og senere på europæisk plan - blandt de radikales gode gerninger.

Jelved slutter sit svar med den radikale mærkesag: ”Balance i økonomien”. Den mangler på grund af VKO's økonomiske politik, oplyses det.

Men hun ”er helt tryg ved”, at ”skatteministeren og andre relevante ministre” tager ansvar” og gør som de skal …. . Er det ikke sådan der tales til børn, når mor netop ikke er helt tryg ved, at de gør, som de har fået besked på …?

Og hvad er det så, de pågældende ministre skal tage ansvar for? Jo, de skal holde sig til regeringsgrundlaget. Her står bl.a.:”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik ..”

Forvirret?

Billedet bliver måske tydeligere, hvis vi rykker et par uger tilbage i tiden og lytter til,hvad den radikale leder, Margrethe Vestager, udtalte på debatmødet 29/3 med den tyske finansminister Wolfgang Schaüble:

”Hvis vi kunne skabe vækst ved at lade staten bruge flere penge, ville vi have rigtig meget vækst i Europa lige nu.”

Her er der ingen uklarhed. Udtalelsen er som taget ud af en liberalistisk VK-forståelse.

Men den er også misvisende.

For hvad er de mange penge brugt til i Europa?

Er de brugt på at rette samfundsøkonomien op?

Nej, de er brugt til at redde de banker, hvis adfærd er årsagen til krisen, og afværge angrebene fra de fortsat fritgående valutaspekulanter, hvis stormløb mod økonomierne kunne blive hæmmet af en Tobinafgift.

De er ikke brugt på at afhjælpe finanskrisens negative virkninger på produktion og beskæftigelse.

(For en beslægtet argumentation: se Paul Krugmans kommentar 28/4)

”Men hvordan skulle en sådan indsats finansieres?” kunne Jelved og Vestager spørge. ”Hvor er pengene! Eller vil du bare øge statens underskud?”

For det første skulle en Tobinafgift netop bidrage til at finansiere en målrettet indsats mod arbejdsløsheden.

For det andet: Pengene kan hentes der, hvor de er. ”Døde penge”, den store opsparing kan aktiveres.

Det kan ske på forskellig vis.

Som bekendt er de radikale ikke meget for at formue- og indkomstbeskatte de rige, men så er der andre veje til at aktivere formuerne. Låneordninger kunne være en idé. ”Tvungen opsparing” kaldte man det engang. I disse tider, hvor en betalingsring falder, fordi den ikke hedder noget andet, må de ministerielle rådgivere kunne hitte et navn, som klinger bedre.

Nu da Jelved har leveret dokumentation for, at de radikale stadig har deres sociale sjæl i behold, må der forventes en betydelig indsats mod arbejdsløsheden.

Pengene er der.

Den 16. april mødes Margrethe Vestager med én af den liberalistiske økonomiforståelses betydeligste kritikere, George Soros.

Det må der kunne komme noget godt ud af.