Poul Erik Larsen

Navigatør (nu efterlønner) Frederiksværk

› LÆS MERE

Lige siden den tragiske gidselaffære med skibet LEOPARD startede den 12. januar sidste år, har danske politikere frasagt sig noget som helst ansvar i sagen. Man ønsker endog ikke at forsvare denne mangel på ansvar. Eller bare at fremkomme med en fornuftig forklaring på, hvorfor sagen forholder sig, som tilfældet er. Standardsvaret fra Udenrigsministeren (uanset hvilken farve regeringen har haft) er, vi forhandler ikke med pirater eller terrorrister. Hermed slutter udenrigsministerens interesse for sagen.

Flere politikere har enkeltvis været fremme i medierne, og givet udtryk for forskellige holdninger til pirateriet. På mig virker det som tomme floskler uden reelt indhold. Det er ikke det der er brug for, men en effektiv indsats mod de forbryderiske menneskehandlere der står bag hele piratvirksomheden.

Mange er sikkert af den mening, at det ikke er statens opgave at få gidslerne frigivet. Deri er jeg rygende uenig, som sagen står nu. Jeg mener ikke staten bare betingelsesløs skal betale løsesummen for gidslernes frigivelse. Hvis ikke det er muligt at tvinge rederiet til at betale løsesummen, må staten nødvendigvis bruge magt overfor piraterne, og ad den vej få gidslerne fri.

Der er forsat tavshed fra både rederi og politikere, omkring gidslernes rædselsfulde og forfærdelige situation. De stakkels mennesker har siddet fanget under ubeskrivelige forhold i halvandet år. De er i den grad ødelagte, både psykisk og fysisk, og må yderlig lide den tort, at Danmark tilsyneladende er total ligeglad med deres ulykkelige situation.

Det er så utilgiveligt, uværdigt, og kynisk at en retsstat som Danmark vil byde sine medborgere denne rædselsfulde behandling, uden at foretage sig noget for at få dem frigivet. Det strider mod alle former af min forståelse af retssikkerhed og menneskerettigheder, som jeg gennem et helt liv, åbenbart fejlagtigt, har troet det danske samfund var bygget på.

Men jeg kan nu blot konstatere, at danske politikere og vores retssystem ikke formår at leve op til bare et minimum af anstændighed overfor landets søfarende borgere, som uskyldigt er blevet gidsler hos de somaliske menneskehandlere. Disse forbrydere sætter politikerne åbenbart højere, end landets egne borgere.

Det er for mig, og helt sikkert også for mange andre mennesker, yderst frustrerende forsat at skal være vidne til det manglende initiativ fra politisk side. I halvandet år har det ikke været muligt for rederiet at få forhandlet gidslerne fri. Uanset hvad der kan ligge til grund for den fejlslagne forhandling fra rederiets side, så er det et faktum at rederiet ikke magter opgaven. Derfor er de danske politikere nød til at træde i karakter, og ikke nøjes med at se på fra sidelinjen, og vente på at andre tager det første skridt. Det er ikke et retssamfund, som vores værdigt.

Det hjælper fedt, at vores politikere roser sig af at den succesfulde danske indsats i kampen mod pirateriet hjælper, og på den måde kan vildlede landets borgere. Ganske vist hjælper den militære tilstedeværelse, og skibsfarten kan ikke undvære denne indsats. Der bliver helt sikkert afværget en hel del piratangreb pga. den militære tilstedeværelse. Men så længe det juridiske værktøj ikke er i orden, er det skruen uden ende. Og virkningen er yderst begrænset.

Det må være yderste pinligt for landets politikere, gang på gang, gennem de sidste fire år, at skulle stå frem i medierne og prøve at forklare fornuften og effektiviteten i, at danske krigsskibe nu igen – igen, har ageret ”pitstop” for en bande somaliske pirater. Pirater, der er fanget med udstyr og grej til at bedrive deres forbrydelse mod den civile skibsfart. Pirater i små både, hundrede af sømil fra den somaliske kyst, kun med et formål, at begå pirateri.

Efter de er fanget, skal krigsskibet sejle rundt med dem i ugevis i håbet om at et land i regionen forbarmer sig, og tager dem til retsforfølgelse. I den tid piraterne er ombord, er krigsskibet mere eller mindre ude af stand til at jagte andre pirater, men er tvunget til at sejle tusinde af sømil for til sidst, at sætte de fangne pirater i land på deres hjemlands vedmodige strande.

Nu må politikerne efterhånden indse, at deres hidtidige indsats ikke hjælper. Så tiden må være moden til at de udviser respekt for danske borgere i nød.