Efter en længere debat med medlemmer og sympatisører af Enhedslisten, er tiden inde til at drage en konklusion.

I de forskellige indlæg har der ikke været én der forsvarede en videnskabelig tilgang til emnet, dvs. brugte marxismens teori.

Det betyder at meget af det tankegods som bringes til torvs, er præget af tilfældigt udvalgte politiske krav, der ikke fører til nogen ændring af samfundsforholdene.

Dermed reducerer EL sig selv til at være et enkeltsagsparti, der kort fortalt vil gøre noget for miljø og mennesker.

Heller ikke i spørgsmålet om de strømninger som præger EL, kom der nogen afklaring.

Det var tydeligt i den sidste debat 'Hvad er stridens kerne ?', at medlemmerne helst går uden om dette spørgsmål.

Hvis de virkelig var hæderlige omkring deres politik og idégrundlag, ville de selvfølgelig ikke ha' noget imod en debat. Dermed tyder det mere på manglende vilje til at skabe klarhed; at listen ikke har nogen interesse i at afsløre hvor det er de vil hen.

Når der mangler en klar retning betyder det også at partiet kan havne hvor som helst, måske i armene på reaktionen.

Jeg håber at debatten har været med til at give Politikens læsere, et indtryk af de diskussioner som præger venstrefløjen i dag.