Endelig blev det bekræftet fra radikal side, at hensigten med at øge arbejdsudbuddet er at presse lønniveauet i Danmark. Nadeem Farooq siger det klart og tydeligt:

"Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen. Det gør vi ikke i regeringen, fordi vi synes, det er rart at trykke lønnen, eller fordi der er ideologi i det. Men vi ved bare, at vores lønkonkurrenceevne er blevet markant dårligere i forhold til Tyskland de seneste 10 år".

Det er en indrømmelse af den kritik, mange længe har rejst mod De Radikale; nemlig, at partiet er parat til at ofre de nuværende arbejdsløse for en forbedret konkurrenceevne langt ude i fremtiden. En sådan politik udviser ikke kun en total ligegyldig og foragt over for landets arbejdsløse; den vidner også om en yderst indskrænket forståelse af konkurrenceevnebegrebet, der for alle andre end radikale spænder langt bredere end til udelukkende at omhandle lønniveau.

Marianne Jelved har med sin store politiske indsigt og fornemmelse noteret sig, at Farooqs ærlighed ikke gavner partiet. Jelved prøver at sløre formålet ved at diskutere, hvornår reformernes effekt kommer. Men reel afstand til Farooqs udtalelser tager hun ikke. Derved bekræfter hun, at det er radikal politik at lade 160,000 mennesker fortsætte med at stå uden for arbejdsmarkedet - til stor skade for hver eneste arbejdsløs, men til gavn for virksomhedernes muligheder for at presse lønnen ti år ude i fremtiden.

Med 160,000 arbejdsløse og stigende arbejdsløshed måned for måned er det radikal politik at:

- Lempe greencardordningen, så antallet af arbejdsløse øges

- Øge arbejdstiden, så antallet af arbejdsløse øges

- Få flere igennem de videregående uddannelse, hvis kvalitet bliver ringere og ringere, så antallet af arbejdsløse øges

Konsekvensen af de radikales politik er ikke svær at gennemskue. De nuværende og fremtidige arbejdsløse vil få endnu sværere ved at finde et arbejde, end de allerede har. I realiteten skaber de radikale en situation, hvor de arbejdsløse må begynde at indrette sig på en tilværelse i langvarig arbejdsløshed. En situation, hvor udnyttelse af offentlige ordninger begynder at nærme sig civil ulydighed. En situation, hvor desperationen øges, og hvor de mennesker, de radikale kaster ud i håbløshed, må finde egne løsninger.

I Spanien er situationen værre, end den er i Danmark. Her organiserer de arbejdsløse sig i grupper, hvor man hjælper hinanden med husly og mad. Ledige jordstykker opdyrkes i byerne af de arbejdsløse, så de ikke skal gå sultne i seng. Man bor flere familier sammen i bittesmå lejligheder. Der gør vi ikke endnu i Danmark. Men hvis de radikale får lov til at fortsætte med at modarbejde de arbejdsløses muligheder, vil vi stille og roligt nærme os den samme desperation.

Men uanset, hvad man mener om den ødelæggende radikale politik, er det befriende, at en radikal politiker udviser ærlighed. Tak til Nadeem Farooq for at kalde en spade for en spade. Det er nu op til vælgerne at forholde sig til et parti, der er villig til at ofre 160,000 menneskers liv for at gøre det lettere for virksomhederne at presse lønnen om ti år.