Lærere, der underviser i fag, som de ikke er uddannede i, skal efter maksimalt to år efteruddannes på læreruddannelsen, lyder forslaget fra de Radikales skoleordfører, Lotte Rud

Som udgangspunkt er ideen fantastisk, for hvilken lærer vil ikke undervise i et fag hvor vedkommende har de rigtige kompetencer og evner at løfte elevernes faglighed mest muligt. Men det bliver et puslespil der er næsten umuligt at lægge, når der skal skaffes timeantal nok til en fuldtidsstilling, som situationen er lige nu.

Dertil ser jeg også en problematik hvad angår undervisningsressourcer på uddannelsesstederne. Hvis der pludselig skal laves plads på studiet til samtlige færdiguddannede lærere (jeg kender ikke ret mange lærere der ikke også underviser i et fag de ikke er eksamineret i), så bliver der trangt. Og hvordan vil man sikre sig, at både lærere og studerende vælger fag, som der ude i skolerne er timer til, hvis ikke de skal uddanne sig i samtlige fag?

Jeg er selv lærerstuderende, og jeg kan mærke hvor meget det betyder, ikke bare for eleverne, men for min egen selvrespekt, at undervise i et fag, hvor jeg har tjek på fakta og kan improvisere og gøre undervisningen levende. Det gør min dag noget federe og meget mere inspirerende, fordi jeg med min basisviden har mulighed for at gå i dybden og udvide mit repetoire på en anden måde, end hvis jeg bliver kastet hovedkulds ind i noget jeg kun har "almen viden" omkring.

Jeg forstår ikke hvorfor man IKKE videre/efteruddanner sig hvis man har muligheden. Mange går til et eller andet om aftenen alligevel, om det så er porcelænsmaling eller pileflet. Og hvorfor man ikke bruger tiden på noget der kan inspirere og give højere faglighed, går over min forstand.

"Hvis ikke jeg får penge for det, så vil jeg ikke" er en forkælet holdning at have. Men selvrespekten i kun at undervise i fag man kan ordenligt, så resultaterne derefter også er bedre, må da give en masse i sig selv?

Jeg får ikke ekstra SU, og bliver da heller ikke kompenseret på studiet i timeantal, når jeg på eget initiativ opsøger skoler med pædagogiske indgangsvinkler, der lyder spændende, og som jeg ellers ikke ville komme i berøring med. Eller når jeg tigger og beder om, at få lov at være med i AKT-arbejdet, fordi specialundervisningsområdet er interessant - særligt med den mere end hovedløse inklusions-plan der kæmpes med lige nu. Det er noget jeg gør helt frivilligt, fordi jeg ved, at det er MIT ansvar, at holde mig orienteret og sørge for at kunne de ting, som jeg ved jeg kommer i berøring med. Det forventer man faktisk af mig. Forsvinder mit ansvar, "bare fordi jeg får fast arbejde"? Nej vel?

Men...jeg mener at man bør sigte efter frivilligheden til at videreuddanne sig. At man bør motivere frem for at tvinge. At der bør kunne gives frihed, ikke bare til de der ER i arbejde, men også til dem der står uden for arbejdsmarkedet. Det bør være nemmere, at få lov at læse et fag eller tre, og dermed øge chancen for at få et arbejde, mens man er på dagpenge/kontanthjælp. Hvis dem udenfor pludselig sidder med flere kompetencer end man selv gør, så kunne det måske også motivere de der ER i arbejde til, at gå efter flere fag? Lidt øget konkurrence er måske ikke det værste der kunne ske.

Hvis en efteruddannelse til en lærer i arbejde vitterligt kræver vikartimer på den folkeskole hvor h*n er ansat, så ville jeg da mene, at det ville være en helt fair aftale, hvis regningen blev delt ligeligt mellem stat og kommune, særligt hvis satsningen på området skal være så stor og intensiv, at man forventer "problemet" er løst inden for nær fremtid, hvilket jeg mener at 2 år er.

Der handler det også om medansvar fra regeringens side. Hvis regeringen virkelig ønsker det her, så må de acceptere at dele det økonomiske ansvar med kommunerne. Det er jo noget af en ekstra-regning vikarmæssigt, hvis samtlige lærere skal efteruddannes inden for 2 år. Og så er jeg slet ikke inde på det undervisningsmæssige udbytte, som jo nok må vakle en tid, mens folkeskolen er fyldt med vikarer.

Apropos vikarer, eller "ikke-uddannede" lærere, som man vil sætte istedet, kan man så forvente at de har gennemgået uddannelse i bl.a. didaktik og pædagogik? Hvis ikke disse fag er vægtet højt i det virkelige liv, forstår jeg ikke fagenes relevans på læreruddannelsen. Eller også gør jeg.

Jeg kan da godt blive ret nervøs for, at min søn (og med tiden mine elever) bliver sat i en klasse med en "lærer", der ikke har det fjerneste begreb om hvordan man arbejder med børn, selvom vedkommende er "vildt god" til at slå et søm i et bræt.

At være lærer er jo "ikke bare".