Kære Mette Frederiksen,

Jeg er for tiden sygemeldt, og skal opereres for kræft om en uge.

Desuden er jeg ramt af en depression, som bliver dybere og dybere.

Samme dag som jeg indlægges, mister jeg mine sygedagpenge.

Jeg er 60 år og har været på arbejdsmarkedet fuld tid siden jeg var 14.

Samme dag som operationen skal jeg møde på kommunen for at søge kontanthjælp.

Kommunen fortæller mig, at jeg "har mange gode år på arbejdsmarkedet endnu", og at min sygdom ikke er helt afklaret. Derfor kan jeg ikke få førtidspension. Jeg kan heller ikke få revalidering, så jeg kan forbedre min færdigheder, og rent faktisk få en mulighed for at slippe for min dybe depression, som behandles medicinsk og ved terapi.

Jeg har ikke haft et let liv, men jeg har overlevet ved egen hjælp og kraft, også bekæmpet den depression, som har sat mig i sorte huller gennem hele livet. Nu har jeg bare ikke flere kræfter, der er ikke styrke nok til at klare tingene selv.

Din forgænger gjorde det umuligt for mig at videreuddanne mig under min ledighed, og min egen uopmærksomhed gjorde, at jeg aldrig opdagede, at jeg skulle betale til efterløn, da reglerne blev ændret, mens jeg var travlt optaget af at realisere min livsdrøm som udgiver. Siden drømmen bristede og jeg gik personligt konkurs, fordi jeg ikke lavede bolværk mellem mig og drømmen, har jeg hutlet mig gennem arbejdslivet. Jeg har selv lært at fotografere, jeg har lært at hakke mig gennem hjemmesideproduktion, men jeg mangler det sidste, og har ikke haft råd til at tage de relevante kurser, og din forgænger ville ikke lade mig uddanne, hvis det kostede mere end 3.500 pr. uge. Det tog da lige de fleste muligheder fra mig.

Med mindre jeg ville have et lastvognskørekort… men sådan et har jeg.

Da jeg endelig opgav at leve af de freelanceopgaver som blev færre og færre, og dårligere og dårligere betalt, i nogle tilfælde så dårligt, at det kostede mig penge at lave opgaven, og jeg ikke længere troede på, at jeg ville få fast arbejde inden for mit fag, søgte jeg tilbage til det jeg kunne i mine unge dage: Løfte og flytte tunge ting for dårlig løn.

Jeg søgte forgæves en lang rækker jobs, indtil jeg en dag fik den lyse idé at skrive "forkert", når jeg udfyldte fødselsåret på mit CV. Jeg løj mig ti år yngre og fik et job ganske hurtigt. Jeg blev chauffør hos Post Danmark, hvor jeg allerede under prøvetiden kom ud for en arbejdsulykke, på grund af dårligt sikkerhedsudstyr. Alligevel blev jeg ansat, og det holdt indtil jeg måtte søge læge, fordi jeg konstant havde "influenza".

Det viste sig ved lægebesøget, at jeg var svært angrebet af lungebetændelse… så svært, at der var mistanke om kræft. Der var heldigvis ikke kræft, men fremskreden KOL. Den følgende tid blev jeg sat i stå af lungebetændelse flere gange og den megen antibiotika og binyrebarkhormon har givet mig en kronisk bronkitis oveni.

I forbindelse med den lange sygdomsperiode, hvor jeg også blev tjekket for kræft i mave- tarmregion, begyndte jeg at miste kræfter og overblik og søgte psykolog. Efter forholdsvis kort tid var jeg sikker på, at jeg kunne klare mig selv igen, og holdt op hos psykologen. Jeg blev i mellemtiden fyret fra mit job hos Post Danmark efter jeg brød sammen under ledelsens mobning. En mobning jeg tidligere ville have håndteret med stor overlegenhed. Selv mine gode kollegers støtte og hjælp og velvilje til at bevidne mobningen gjorde intet: Jeg mistede mit job.

Jeg meldte mig rask og kom til samtaler hos "anden udbyder", der reelt ikke gjorde andet end tage sig betalt for at spørge mig, hvordan det gik, og så lige tjekke mine ansøgninger – altså om antallet var tilstrækkeligt til at opfylde Støjbergkvoten. Jeg vil vove at påstå, at den betaling som "anden udbyder" fik for det "arbejde" sammen med de 3.500 kunne have sendt mig på et relevant og reelt kursus, som kunne have forbedret både min livskvalitet og mine jobmuligheder.

Efter selv at have skaffet en fire ugers ulønnet praktik, gik jeg ned med flaget igen, og har været syg lige siden. Det er over et år nu.

For godt en måned siden fik jeg konstateret kræft, og skal altså opereres om en uge. Der kommer en del kontrol og efterbehandling, og årlig kontrol i en del år fremover. Jeg er ganske få år fra min folkepension, og er dokumenteret ikke ønsket på arbejdsmarkedet. Alligevel mister jeg mine sygedagpenge, jeg kan ikke førtidspensioneres (fordi kommunen ikke vil), og jeg kan ikke få en relevant uddannelse via revalidering.

Jeg er uddannet journalist, og tog min uddannelse for egen regning tog uddannelse, som følge af at jeg var fysisk nedslidt af hårdt fysisk arbejde fra jeg var 14 til jeg var 32.

Blandet mine mange nedslidende bedrifter var mange år som havnearbejder, og en lang periode som arbejdsmand, hvor jeg flere gange dagligt løftede lastvognsfjedre på over 100 kilo. Jeg fik smadret min hørelse og lider i dag af voldsom tinnitus og nedsat hørelse.

For at opsummere:

* Jeg har mistet cirka halvdelen af min hørelse.

* Jeg har stadigt stigende tinnitus.

* Jeg er svært deprimeret.

* Jeg har KOL og kronisk bronkitis.

* Jeg har overbelastet ryg, kronisk ondt i hofte, ben og arm.

* Jeg har kræft

…alligevel mister jeg mine sygedagpenge… alligevel kan jeg ikke få en relevant, kort, nødvendig videreuddannelse, der dog kan give mig en mulighed for at finde beskæftigelse enten som ansat eller selvstændig.

Nu ser jeg så at ufaglærte skal tilbydes reel og kvalificerende uddannelse. Det er er rigtig god idé – og endnu bedre også at fjerne de mange håbløse kurser, der er skudt op som ukrudt over hele landet.

Men hvad med mig? Hvad synes du der skal ske for mig?

Skal jeg være høflig og hænge mig selv?

Venlig hilsen

Johnny Larsen