I disse tider med SF's interne debat om valg af ny formand, kan jeg ikke lade være med at undre mig over hvorledes en stor del af vores politiske partier har organiseret sig særdeles udemokratisk internt.

Specielt vogterne af de "danske værdier" DF, virker som om de har organiseret sig som et diktatur - én mand eller dame på toppen, omgivet af nogle få udvalgte soldater, der med hård hånd styrer resten af partiets meninger, gøren og laden. Specielt DF har praktiseret eksklusion af ethvert medlem der måtte ytre sig i nogen form der kan opfattes som kritik af ledelsen.

I tilfælde af formandens afgang, består valget af en ny formand blot af formalia, hvor den gamle formand overdrager nøglerne til sin mest betroede væbner. Intern debat, diskussion af partiets retning er ikke-eskisterende.

Det samme skete da Fogh fik sit job i nato - Lars Løkke fik ganske enkelt overdraget nøglerne, hvor resten af de "kastrerede venstreløver" passivt så på - igen in process der var blottet for demokratiske værdier.

Uanset om man er for eller imod SF's førte politik, synes jeg man må tage hatten af for at de internt tør gå en demokratisk process igennem, en sådan process er forbundet med megen frygt, da partiets top er nødt til at afgive kontrol, og dermed tage risikoen for at partiet som helhed ønsker at gå en ny retning.

Men mit spørgsmål er hvordan vi kan tage demokratiske institutioner alvorligt, når deres ledelse netop ikke tør slippe de interne demokratiske processer fri - derved lader de deres frygt for at miste kontrollen og magten, overgå muligheden for at deres bagland, og hovedparten af deres vælgere kan få indflydelse.