Alle alarmlamper blinker rødt, når Nationalbanken må advare mod regeringens økonomiske kurs.

Heller ingen uafhængige økonomer tror længere på, at VKO-blokken vil kunne få budgetterne til at hænge sammen i de næste år, nøjagtig som Socialdemokraterne og SF kritiseres hårdt for holdbarheden i deres luftige plan om, at folk skal arbejde 12 minutter mere.

LÆS OGSÅØkonomer: Regeringen mangler 13 milliarder

Når polemikken skæres fra, har den borgerlige blok ikke bedre styr på økonomien end den røde opposition. Begge blokke kalkulerer med enorme milliardindtægter og besparelser fra fremtidige hændelser, som de ikke selv er herrer over.

Den største mangel i begge blokke er dog fraværet af ideer til at skabe varig vækst i den private sektor. Midlertidige underskud er nemlig kun et langsigtet problem, hvis pengene sløses væk på alt muligt andet end en stærkere konkurrencekraft.

Blå blok svigter sit ansvar. Kombinationen af ufinansierede skattelettelser og hurtige besparelser nu, hvor væksten endnu ikke har fået fat på jobmarkedet, samt fortsat uvilje til større samfundsreformer, er den værst tænkelige cocktail.

Krumtappen hos VKO-blokken er ikke desto mindre, at kommunerne i de kommende år skal holde ’nulvækst’ i udgifterne – stik mod enhver erfaring fra det praktiske liv.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har reelt ingen mulighed for at forhindre, at kommunerne bruger flere penge end aftalt. Og heller ingen mulighed for at styre et øget forbrug i en frugtbar retning.

Men i bund og grund er den største faldgrube for Danmark, at produktiviteten i dansk økonomi ikke længere er i stand til at bære det velfærdsforbrug, som er blevet pumpet op af VKO-blokken i 00’erne.

Det stigende offentlige forbrug er ikke blevet investeret målrettet i at styrke arbejdsstyrkens kundskaber og virksomhedernes konkurrencekraft, men er i stedet blevet ødslet bort på passive velfærdsydelser.

Desværre har hverken rød eller blå blok en plan for, hvordan væksten kan komme så meget op i omdrejninger igen, at der skabes nye job. Udfordringen for Danmark er derfor at omprioritere ressourcerne fra passive velfærdsydelser til aktive vækstinvesteringer. De kræver både massive investeringer og reformer.

Blot at overlade løsningerne til arbejdsmarkedets parter eller kommunerne har karakter af ansvarsforflygtigelse. Indtil videre står begge blokke med usammenhængende planer, der ikke balancerer på kort sigt – og uden ideer til at skabe en bæredygtig vækst på langt sigt.