Statens Kunstråd klager over, at det ikke kan få lov at støtte den nye, den skæve, den grænseoverskridende kunst.

LÆS ARTIKEL Statens Kunstråd: Vi kan ikke støtte den nye kunst

Og Rådet har bedt en anden statslig institution, Kulturpolitisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet, om at producere en rapport, der understøtter klagen. Så skulle der være nogenlunde statsgaranti for, at alt udvikler sig til det bedre.

»Bedre«, det vil sige væk fra den eksisterende opdeling af kunstarterne i fire hovedkategorier – scenekunst, litteratur, billedkunst og musik – og frem mod en idé om grænseløs kunst, der skal mødes med så mange »frie midler« som muligt – administreret af statslige udvalg, der står så frit som muligt.

Men lyser der ikke en lille rød lampe, når »det statslige« og »det frie« smelter sammen i én og samme forestilling?

At Statens Kunstråd ligesom Statens Kunstfond skal udvikle sig og opfange stadig nye kunstformer, det siger sig selv.

Og hvis ikke det for alvor er muligt for Kunstrådet at støtte f.eks. internetkunst og computerspil, så skal der nødvendigvis justeres. Klart nok.

Men med behørigt forbehold for disse teknikaliteter, så er der grund til at gribe efter pistolen, når statens repræsentanter bliver alt for sikre på, at det lige nøjagtig er dem, der skal sikre det nye, det skæve, det grænseoverskridende, ja ligefrem det endnu ukendte – på bekostning af noget af al den »utidssvarende kunst«, der rent faktisk skabes for tiden af særdeles levende og producerende kunstnere.

Når staten vil fremtidssikre kunsten, sådan som Statens Kunstråd gerne vil, så risikerer staten meget nemt at blive så progressiv og nytænkende, at to gamle gespenster stiger lyslevende op af graven: avantgardismen og totalitarismen.

Avantgardismen tror, at kunsthistorien bevæger sig i én og kun én retning: fremad.

Totalitarismen tror, at staten skal sikre og garantere retningen: fremad. Men når der kommanderes »fremad march!«, så er der altid grund til at gå lidt i bakgear.