Østre Landsret fælder om otte uger dom i en retssag af mere end almindelig principiel karakter.

Den drejer sig om retten til at offentliggøre fiktion.

To fulde mødedage brugte landsretten forgangne uge på den civile sag, som dommerne nu vil grunde over i to måneder.

Sagsøger hedder Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, og han kræver Forlaget Gyldendal samt multikunstneren Helge Bille Nielsen (der indtil sin selverklærede død i 2001 var kendt som Claus Beck-Nielsen) dømt for krænkelse af privatlivets fred.

LÆS OGSÅBizar retssag kan få store konsekvenser for dansk litteratur

Rasmussen optræder i romanen ’Suverænen’, som er blevet til efter en fælles rejse med karakter af happening, som Nielsen og Rasmussen foretog til USA i 2004. Romanen angives på titelbladet at være skrevet af firmaet Das Beckwerk, men det er nu også Nielsen.

Strøbech selv optræder også under et utal af andre navne og identiteter. Men nu vil han pludselig sætte foden ned og forlange, at hans partner i USA-projektet bliver straffet for at have brugt hans (virkelige?) identitet som Rasmussen i en roman, der afslører noget om hans privatliv og tillægger ham holdninger, han ikke har.

Ingen er stensikker på, at retssagen ikke er del af en fortsat happening. Under alle omstændigheder er det næsten ærgerligt, at Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs påstand er så grotesk. Det bliver lovlig nemt for dommerne at afvise, at han skulle være en arme Rasmussen, som er blevet krænket af en værre Nielsen.

Og dermed sløres sagens alvor, som ligger i, at fiktionen er, og bør være, et noget nær fredhelligt felt i vores samfund, hvor sandheder kan siges i løgnens form.

Fiktionen er en subtil mekanisme, der lærer os noget om de mest intime ting ved at fremlægge dem forvrænget i fuld offentlighed. Og fiktionen kan klarlægge og kritisere samfundets mekanismer så meget desto tydeligere, som belysningen ser ud til at være bengalsk og bestå af kulørte lamper.

LÆS OGSÅ Romanfigur angriber sin forfatter i landsretten

Tænk, hvad vi ikke vidste om os selv, om de andre og om samfundet, hvis ikke vi havde romaner.

Så langt tilbage som i 1790’erne, da det danske retssystem virkelig søgte at begrænse ytringsfriheden, lagde dommerne altid vægt på at friholde produkter af indbildningskraften.

To århundreder senere ville det være sørgeligt, hvis disse produkter skulle begrænses, fordi en romanfigur føler et af sine mange navne krænket.