Man vil ikke kunne fortænke den politiker, der om få dage modtager tilbuddet om at blive transportminister, i at tænke sig om to gange.

Oven i etableringen af den kontroversielle betalingsring får vedkommende ansvaret for at indfri løfterne om bedre og billigere kollektiv trafik med udgangspunkt i et ramponeret DSB. Opgaven svarer næsten til at skulle vinde et derby på ryggen af en udtjent bryggerhest.

LÆS OGSÅS: Vi arver et fallitbo hos DSB

De seneste dages dans om DSB er fuld af politiske over- og undertoner i spillet mellem fungerende transportminister Hans Chr. Schmidt (V), bestyrelsen, Rigsrevisionen, direktionen og medarbejdernes fagforening.

Selskabet har udviklet sig til en skramlede godsvogn, der længe har haft kurs mod afgrunden, uden at nogen har trukket nødbremsen. Og endestationen for det politiske ansvar er og bliver transportministerens kontor.

Selskabet har for at finde effektiviseringer bestilt en ekstern konsulentrapport, der, selv for sådan et værks standarder, er enestående ubrugelig. Rapporten konstaterer, at DSB ville bruge færre penge, hvis de ansatte fik mindre i løn eller bestilte noget mere.

Men det er naturligvis umuligt, da de forhold er bundet af overenskomster, som DSB-ledelsen selv har forhandlet i hus. De kan ikke bare sådan ophæves. Rapporten kunne lige så godt konstatere, at hvis skinnenettet var af guld, ville de økonomiske problemer være løst.

Hvis ikke direktionen har mere brugbare ideer til effektivisering, ser det sort ud. En ny regering må sikre, at der ryddes op.

Den snart forhenværende transportminister har forsøgt at sende ansvaret videre til bestyrelsen og får i et vist omfang medhold af statsrevisorerne, der konstaterer, at ministeriet aktivt har forsøgt at få bedre oplysninger om økonomien fra selskabet. Men i sidste ende må ministeren, der bl.a. har udpeget bestyrelsen, alligevel fastholdes på sit ansvar.

LÆS OGSÅTransportminister er tavs om censur af omstridt artikel

Der kan, som i tilfældet DSB, være gode grunde til at organisere store drifts- og anlægsopgaver i statslige aktieselskaber, men det kan aldrig accepteres, at en minister forsøger at omgå sit politiske ansvar på denne måde.

Der er således al mulig grund til, at den kommende regering sikrer, at der kan føres tilstrækkelig politisk kontrol med DSB og andre statslige selskaber, inden en ny minister pludselig står med ansvaret.