Uhyggeligt er det, der sker netop nu – politisk, kulturelt og forfatningsmæssigt – i et af EU’s medlemslande: Ungarn har fra årsskiftet fået en forfatning og en valglov, der gør det mere end svært for oppositionen nogensinde at genvinde regeringsmagten.

Den højreorienterede ungarske regering under ledelse af premierminister Viktor Orbán har tiltaget sig delvis magt over såvel nationalbank som domstole.

En ny medielov gør livet farligt for kritisk presse; og offentlige stillinger af enhver art nybesættes i højt tempo med regeringstro personer.

Især symbolsk og skræmmende er kampen om Nationalteatret i Budapest: Den hidtidige leder Robert Alföldi er blevet udskreget som »bøsse, pervers og jøde« af demonstranter fra det nyfascistiske parti Jobbik, og den erklæret antisemitiske forfatter István Csurka blev i efteråret udnævnt til medlem af en ny direktion.

Angreb på jøder, romaer og homoseksuelle hører til dagens orden i den offentlige debat: Ungarn er lukt på vej tilbage mod de mørkeste dele af europæisk historie, og det er på høje tid, at der reageres kraftigt fra landets europæiske fællesskab.

LÆS OGSÅ Selvsikker Barroso: Ungarn skal nok makke ret

Den ungarske ambassadør i Danmark skrev forleden i dette blads spalter et forsvar, som i sit faktuelle indhold kun bekræftede, hvor galt det står til. Vi bliver nødt til at vise os som Ungarns venner og tage fat om problemerne sammen med de mange ungarere, der selv er dybt bekymrede.

Allerede i morgen træder EU-kommissionen sammen for at drøfte næste skridt.

Gode og stærke kræfter i EU-parlamentet har for længst lagt op til, at der indledes en egentlig strafprocedure mod dette medlemsland, som på en række punkter ikke længere lever op til traktaten og ikke ville kunne optages i fællesskabet, hvis det søgte ind i dag.

Proceduren kan føre til, at Ungarn fratages sin stemmeret i EU’s besluttende organer.

Ungarn er desuden i dyb økonomisk krise og har hårdt brug for en hjælp, som det er mere end svært at yde til et land uden uafhængig nationalbank: Europa har pressionsmuligheder.

Men hvad nytter sanktioner, hvis de gør ondt værre og kun driver Ungarn videre ud i højrenationalismen?

Ungarerne har rigeligt med historiske begrundelser for at frygte store og arrogante naboer, og det gælder for Europa om hverken at lokke sig selv eller ungarerne ind i dette psykologiske skyggespils fælde. Vi må give de positive argumenter og den økonomiske hjælp endnu en sidste chance.