Hvis stater skal tages alvorligt, kræver det en rimelig balance mellem deres erklærede politik og deres konkrete optræden.

Det er problemet i striden mellem Iran og Vesten.

Iran snakker om fredelige intentioner med sit atomprojekt. Men præstestyret i Teheran er i årevis blevet afsløret i at løbe om hjørner med FN’s Atomenergiagentur, IAEA, som kun kan konkludere, at iranerne nærer militære hensigter.

Hvis Iran vil have omverdenen til at tro på fredelige hensigter, burde det ophøre med at lege kispus med IAEA, ophøre med at støtte destruktive kræfter i Irak, Syrien og Libanon, ophøre med at provokere Saudi-Arabien og ophøre med at give Israel grund til at føle sig truet på livet.

Det er derfor, EU nu – med Danmark som formandsland – forstærker sine sanktioner mod Iran for at forpurre atomprojektet.

LÆS ARTIKELSøvndal: Vi bakker op om hård Iran-kurs

Skadevirkningerne af en iransk bombe må frygtes at ville forplante sig til hele regionen. Alle, der ønsker afspænding og forhandlede løsninger også i den af verden, må medvirke til at bremse Irans atomprojekt.

Samtidig må EU begynde at besinde sig på den sandsynlige mulighed for, at Iran – under alle omstændigheder – skaffer sig den afgørende teknologi til selv at beslutte, om det vil lave atomvåben. Denne eventualitet kan EU ikke lukke øjnene for, uanset hvor lidt vi ønsker den.

Derfor må EU sideløbende med sine skærpede sanktioner klart signalere, at vi vil respektere Iran som fredelig stormagt i Mellemøsten, og at sanktionerne ikke er rettet mod Irans legitime interesser, men udelukkende mod hemmelige forsøg på at skaffe sig a-våben.

Trods sanktionerne bør EU gøre det klart, at Europa hellere vil samarbejde med Iran end at marginalisere det.

I den virkelige verden er Irans atomare nabostat, Pakistan – som Vesten samarbejder med – langt mindre stabil end Iran.

Og flere af Irans arabiske nabostater, som hører til Vestens virkelig nære partnere, er ikke større advokater for menneskerettigheder end Iran.

Både Iran og EU bør besinde sig på at finde en rimelig balance mellem interesser og konkret politik.

Begge parter har en gigantisk interesse i at samarbejde. Det fordrer, at Iran opgiver sin konfrontatoriske stil og erstatter sit atomare mummespil med åbne vinduer.

Det fordrer også, at EU ledsager sin nye olieembargo mod Iran med konkrete ideer til det samarbejde, der burde være et meget bedre alternativ for Iran. Og for os.

aj