Endnu en gang har vi passeret årsdagen for Danmarks besættelse 9. april 1940.

Og selv om kun få i dag kan huske dagen, bliver vi aldrig færdige med at diskutere de fem år, der fulgte.

I takt med at færre og færre kan huske besættelsens virkelighed, vokser tilslutningen til den væbnede kamp og til synspunktet, at modstandsbevægelsen frelste Danmark.

Der er politiske point at hente ved at støtte modstandskampen med tilbagevirkende kraft. Og der er filmisk materiale i renhjertede modstandsfolk, der under store personlige ofre står op mod den overmægtige fjende og de lumpne politikere.

Anders Fogh Rasmussen viste, hvordan påstanden om, at Danmark havde svigtet kampen for frihed, kunne bruges som murbrækker for invasionen i Irak.

Midt i de vildtvoksende myter er det værd at minde om, at den vigtigste erfaring fra de år, hvor selve vores overlevelse var truet, er sammenholdet: de politiske partiers sammenhold og befolkningens opbakning til deres samarbejdspolitik.

LÆS OGSÅNye krigstal skaber debat om dansk modstandskamp

Der var politiske og sociale ofre. Og der var ydmygende indrømmelser, vi helst havde været foruden. Men hvor de politiske yderfløje og besættelsesmagten forsøgte at drive kiler ind, rykkede de folkevalgte fra de ansvarlige partier sammen om en politik, som havde held til at beskytte demokratiet og et humanistisk menneskesyn.

Modstanden voksede langsomt og sugede næring fra de mest forskellige kilder. Pionererne fra 1942 og 1943 var typisk fra de politiske yderfløje, især kommunister. De kæmpede ikke for demokratiet. Alligevel var de med til at redde Danmarks ære.

Først i krigens sidste år fik modstanden folkeligt fodfæste – og en demokratisk dagsorden. Det førte til et kompromis med politikerne og til en yderligere styrkelse af det nationale sammenhold – trods alle modsætninger.

Man kan tælle frihedskæmperne på mange måder. Efter krigen sagde 300.000 selv, at de havde været med. Spurgte man i dag, ville tallet uden tvivl være endnu højere. Frihedsmuseet har med en bred definition kunnet tælle 85.000. Men af dem var langt færre – måske få tusinde – under våben.

Vi skylder stor tak til dem, der satte livet på spil. Især skylder vi dem at huske, at historien ikke handler om helte eller skurke, men om et sammenhold, der på tværs af modsætningen mellem samarbejde og modstand gjorde det muligt at redde det danske demokrati.

bl