Annonce
Annonce
Annonce

Politiken mener

Ledende artikel i Dagbladet Politiken

Leder 25. jun. 2012 KL. 00.01

Synd at regeringen slagter flyafgift

Skattereform uden flyafgift efter pres fra flybranchen

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Politiken mener
Lederen er skrevet af et medlem af Politikens lederkollegium.

Vi danskere går meget op i at være klimabevidste. I hvert fald i ord.

Men vores ord og idealer blegner, når de banker ind i vores kerneinteresser – såsom familierejsen til Thailand. I lørdagens avis viste en megafonmåling, at kun én procent af os dropper udlandsturen af hensyn til CO2-udslippet.

Og blandt dem, der rejser, er der næsten ingen, der vælger toget, et rejsemål tæt på Danmark eller betaler for en grøn flyafgang.

Selv om en lille sviptur til New York udleder lige så meget CO2 som flere måneders kørsel i bil, så gør vi det altså alligevel. Og vi kan finde masser af bekvemme argumenter for at gøre, som vi gør: »en investering i det gode liv«, »familiens trivsel«, »udsynet til verden« etc.

LÆS OGSÅKlimaet rager os, når vi rejser på ferie

Som klima- og energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) – der snart tager til Canada med familien – sagde i lørdagens avis: »Jeg passer godt ind i de 78 procent i jeres undersøgelse, som ikke tænker specielt meget på klimaet, når jeg rejser«. Er hun og mange andre så hyklere? Nej, vi er bare mennesker.

Og hvis spillereglerne skrues sådan sammen, at det bliver billigere og billigere at flyve lange ture til udlandet, så tager vi mennesker da flere og flere ture ud ad gaten.

Når stærke særinteresser rykker ud, retter politikerne ind. Det er ikke noget kønt syn

Pointen er, at klodens fremtid ikke kan overlades til menneskers spontane ’gode’ handlinger. For de kommer ikke af sig selv. Derfor har vi brug for politikere, der tør lave spilleregler, der ansporer os til at gøre det gode og betale for det, når vi undlader at gøre det.

Her var det forfriskende, at S-SF allerede i planen ’Fair Forandring’ foreslog en særlig afgift på 75 kroner per flyvetur. En fin – om end beskeden – start på grøn brugerbetaling på flyområdet.

Men da regeringen for nogle uger siden fremlagde sit udkast til en skattereform, var flyafgiften pist væk. Helt droppet! Det skete pudsigt nok kort tid efter, at flymafiaen med flybranchen i spidsen havde kastet sig kritisk over afgiften.

LÆS OGSÅFlyselskaber skal betale ny EU-klimaafgift

Forløbet lignede til forveksling forløbet med betalingsringen: Når stærke særinteresser rykker ud, retter politikerne ind. Det er ikke noget kønt syn. Og hvis sølle 75 kr. kan få regeringen på retræte, hvordan bliver det så ikke, når vi for alvor skal i gang med den store grønne omstilling af det danske samfund, som bliver dyr, bøvlet og besværlig for alle?

Danmarks leflende parti Venstre insisterer på, at det ikke må blive dyrere at være dansker. Her burde regeringen insistere på præcis det modsatte. Men den tør ikke.

pmj

Annoncer