Splittelsen i Europa om en fælles kriseplan får nu enkelte lande til at ty til nationale nødløsninger:

Frankrigs nye socialistiske præsident, François Hollande, har modet til at gå forrest og viljen til at gøre alvor af sine valgløfter om at skabe en mere socialt retfærdig gældsafvikling – og indførte med virkning fra i går øget finansskat på blandt andet aktiehandel.

Frankrigs nye finansskat minder, tekniske forskelle til trods, om den europæiske finansskat, som EU-kommissionen har argumenteret for. I månedsvis har debatten rullet over hele kontinentet og splittet de europæiske lande i to grupper – med Tyskland og Frankrig i avantgarden og de nordlige skeptikerlande, Storbritannien, Sverige og Danmark, som modstanderne.

Nu er finansskatten en realitet og vil fremover bidrage med et større milliardbeløb til afbetaling af den franske statsgæld, der i høj grad er blevet ophobet på grund af redningspakkerne til finanssektoren. Det er ansvarligt og retfærdigt.

En national finansskat er dog kun den næstbedste løsning. Selvfølgelig ville det være mere effektivt og virkningsfuldt at indføre en beskatning af pengehandler på fælleseuropæisk plan. Men det har de nordiske nejlande blokeret for.

LÆS OGSÅ Merkel og Hollande i fælles euro-forsvar

Finansskatten kan kritiseres forfra og bagfra, men det er grundlæggende positivt, at Frankrig viser, at der findes alternativer til den borgerlige cocktail af spareplaner og skattelettelser, som tydeligvis ikke virker. Ledigheden stiger fortsat.

Ingen har den magiske løsning på Europas morads. Hverken på fælles plan i EU eller lokalt i de enkelte gældsplagede lande. Derfor er det sundt, at landene forsøger sig frem med forskellige tiltag, der på en og samme gang kan sparke gang i beskæftigelsen og nedbringe gælden.

Uden nye job vil økonomien fortsætte med at skrumpe, og gælden dermed vokse relativt, helt ud af kontrol. Og uden reel gældsafvikling vil udgifterne til rentebetaling blokere for nye jobinvesteringer.

Præsident Hollande forsøger at finde en ny balance – med både øgede jobinvesteringer og ekstra skatteindtægter fra de mindst produktive dele af spekulationsøkonomien.

S-R-SF-regeringen har også taget små skridt i samme retning. Ingen ved dog, om det er nok; om kombinationen af offentlige investeringer og øget skat på finanssektoren vil skabe flere job end den hidtidige sparedoktrin.

Men det vil være et historisk svigt ikke at turde forsøge med nye løsninger. Det er tid at satse, hvis Europas økonomier ikke skal sygne hen i konservatisme.