I den ideelle verden var Assad, Syriens diktator, ikke alene gået af – han var aldrig kommet til. I en bedre verden havde fredelige demonstrationer også fået diktaturet til at bøje nakken. Men vi lever i den virkelige verden, hvor Bashar al-Assad med ufattelig brutalitet bruger hær og luftvåben imod sit eget folk for at fastholde sit regime. Forsøget på at knuse 17 måneders frihedskamp har kostet 20.000 civile livet. FN’s mægler, Kofi Annan, trækker sig. Jo længere krigen varer, des flere vil dø eller blive presset på flugt. Og jo mere omfattende opløsningen af det syriske samfund bliver, des større tiltrækning vil landet få for fundamentalister og alle hånde ekstremister, som især Irak og Libanon slipper igennem. På den baggrund må man læse rapporter i amerikansk presse om, at præsident Obama nu har bedt CIA om at hjælpe oprørerne. Ingen – hverken i den arabiske verden eller Nato-kredsen – ønsker at involvere sig i et åbent militært engagement i Syrien. Det er der mange gode grunde til, især at oprørerne ikke beder om en intervention.

Obama har givet hemmelig ordre om mere støtte til Syriens oprørere