I den ideelle verden var Assad, Syriens diktator, ikke alene gået af – han var aldrig kommet til. I en bedre verden havde fredelige demonstrationer også fået diktaturet til at bøje nakken.

Men vi lever i den virkelige verden, hvor Bashar al-Assad med ufattelig brutalitet bruger hær og luftvåben imod sit eget folk for at fastholde sit regime. Forsøget på at knuse 17 måneders frihedskamp har kostet 20.000 civile livet. FN’s mægler, Kofi Annan, trækker sig.

Jo længere krigen varer, des flere vil dø eller blive presset på flugt. Og jo mere omfattende opløsningen af det syriske samfund bliver, des større tiltrækning vil landet få for fundamentalister og alle hånde ekstremister, som især Irak og Libanon slipper igennem.

På den baggrund må man læse rapporter i amerikansk presse om, at præsident Obama nu har bedt CIA om at hjælpe oprørerne.

Ingen – hverken i den arabiske verden eller Nato-kredsen – ønsker at involvere sig i et åbent militært engagement i Syrien. Det er der mange gode grunde til, især at oprørerne ikke beder om en intervention.

LÆS OGSÅObama har givet hemmelig ordre om mere støtte til Syriens oprørere

Men oprørerne behøver hjælp. Dels hjælp til beskyttelse af den voksende flygtningestrøm – dét tager især Jordan og Tyrkiet sig af. Dels hjælp med penge, efterretninger og ja, også nogle våben – det sørger Qatar og Saudi-Arabien foreløbig for.

Hvis USA’s præsident Obama nu har givet CIA ordre til at hjælpe oprørerne – også i en vis militær dimension – er det mindre optimalt end drømmen om den bedste verden. Men det er bedre end mareridtet om en ny international krig, der gentager fejlene fra Afghanistan og ender med at poste CIA-penge i jihadister.

Saudi-Arabien og Qatar er allerede godt i gang med at støtte ukendte syriske kræfter – også med våben.

Nato har intet at gøre i Syrien uden anmodning fra FN’s Sikkerhedsråd.

Men USA og andre store vestlige stater kan leve op til betegnelsen »syrernes venner« ved at rådgive og hjælpe oprørerne med at få fjernet Assad-regimet, afsluttet krigen og indledt en besindig demokratisering.

Selv om man ikke vil indgå i en krig ligesom i Libyen, må det være muligt at hjælpe syrerne ved maksimale sanktioner imod regimet, ved humanitær hjælp, ved at bidrage til politisk genopbygning efter Assad og ved et fokuseret bidrag til oprørernes indsats.

Hvis dette er, hvad Barack Obama har sat i værk, må det gerne gå hurtigt. Syrien bløder.