Som psykolog ser jeg dem overalt. Mange af os, der voksede op i skyggen, søger som voksne mod de bløde hjælpefag. Vi bliver psykologer, terapeuter, sygeplejersker eller pædagoger, fordi vi er trænede til at scanne et rum for andres behov hurtigere end en radar. Det er vores trygge helle.
For det mest angstfremkaldende for et skyggebarn er, når rampelyset rettes mod os selv. Vi har en dyb, næsten eksistentiel længsel efter at blive set – men hvis nogen for alvor kigger, opdager de måske sandheden: det sårede, bange og undertrykte barn, vi har gemt væk i mørket.
Der er noget næsten komisk ved det. Jeg kan sidde over for et grædende menneske i timevis og være fuldstændig rolig og nærværende. Men bed mig om at tale længe om mig selv eller underholde et selskab, og jeg får lyst til at forsvinde ned mellem gulvbrædderne.
Jeg har brugt et helt arbejdsliv på at hjælpe andre med at mærke sig selv, mens jeg selv har været mesteren i at lade være.
