Når næsten 60.000 nye børn i denne uge siger goddag til folkeskolen, er der for første gang i mange år lyse udsigter.

Regeringen har bebudet, at en folkeskolereform er på vej, og i sidste uge satte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) en tyk streg under ambitionen ved at udnævne børn, unge og uddannelse til efterårets topprioritet. Det er gode nyheder for en skole, som har brug for al den politiske og folkelige støtte, den kan få.

Heldigvis står det ikke så slemt til i udgangspunktet. Folkeskolen er langt bedre end dens omdømme, og rygterne om flugten fra folkeskolen langt overdrevne. Det er rigtigt, at der hvert år ses en beskeden afvandring til de frie grundskoler.

Men i løbet af de seneste ti år er der reelt kun tale om knap 3 procentpoint, og dette skal ses i lyset af et årti med mange skolelukninger og nye privatskoler i slipstrømmen, ligesom også mange muslimske friskoler har slået dørene op.

Hertil kommer, at såvel borgerlige politikere som sortseende debattører op gennem 00’erne har gjort en ihærdig indsats for at tale folkeskolen ned under gulvbrædderne. Så nej, nogen flugt er der ikke tale om.

I Frederiksberg Kommune er eleverne ligefrem uophørligt hastet tilbage til folkeskolen gennem nu 20 år: Når folkeskolen først får et godt omdømme, ja, så kommer eleverne.

Ingen bør benægte, at folkeskolen har sine problemer. Det vidner ikke mindst den massive eksklusion af hver tiende elev om. Når man bruger en tredjedel af skolens udgifter på at sende hver tiende til specialundervisning, er der noget rivravruskende galt.

Dette vil Christine Antorini og co. nu heldigvis gøre op med – lad os så blot håbe, hun indser, at det ikke gøres med et snuptag.

Netop undervisningsministeren har på det seneste gjort sig til talskvinde for, at skolens tilstundende opgaver bl.a. løses ved, at lærerne bruger mere tid med eleverne frem for på møder.

Det lyder som sund fornuft, og selv om det hovedsageligt er et anliggende for arbejdsmarkedets parter, er det besynderligt, ja, nærmest bizart, at lærernes formand, Anders Bondo Christensen, alene af den grund har afvist tanken. Det bør trods alt ikke være snævre arbejdstagerrettigheder, der former folkeskolens fremtid.

Det er rigtigt, at politikerne fremover skal blande sig langt mindre i livet på den enkelte skole. Lærere og ledere skal have lokalt ejerskab til folkeskolens forandringer. Men lad os nu få de gode ideer til en folkeskolereform på bordet, før vi per automatik plaffer dem ned.