Indtil for få for år siden var der ikke mange, der gik op i ’folkesundheden’.

Jo, selvfølgelig var det vigtigt, at hr. og fru Danmark levede i et sundt legeme og ikke gik for hårdt til sprut og smøger. Men ’folkesundhed’, hvad var det?

Sådan er det ikke længere. I dag er billedet vendt rundt. Nu går vi ikke så meget op i hr. og fru Danmark og den enkeltes liv og levned. Nu er vi derimod langt mere optaget af 'folkesundheden'. Det er den store historie og ikke den lille, der tæller.

I Aarhus har man nu taget et stort skridt i samme retning. Det skete forleden, da byrådet vedtog en ny sundhedspolitik, som gør kommunen til en røgfri arbejdsplads.

Nu er det definitivt slut med at bappe på piben og patte i cigaretten, ikke bare på kommunens arbejdspladser, men i arbejdstiden som sådan.

Hvor sundt, tænker nogle måske. Men de burde egentlig tænke: hvor dumt. For konsekvenserne er groteske – såvel i konkret som abstrakt forstand.

Lad os tage det konkrete først. Den røgfri beslutning betyder nemlig, at tobakken skal blive i lommen i alle tænkelige situationer – f.eks. også hvis en hjemmehjælper skal cykle fra én beboer til en anden.

Og skal man som orangefarvet servicemedarbejder feje fortovet i Mejlgade, må man ikke – som de forbipasserende – have en cigaret i flaben, men pænt smile og feje de andres skodder op.

Man beder kort fortalt de kommunalt ansatte om at følge nogle adfærdsregler i det offentlige rum, som ikke gælder for alle. I andre kommuner har de lovkyndige hidtil tvivlet på, om et så vidtgående tiltag overhovedet er juridisk holdbart, men nu tager Aarhus altså chancen.

Og dermed kommer vi til næste niveau, for det aarhusianske formynderi er – helt uden filter – et indgreb i den personlige frihed. Det totale rygeforbud handler således ikke om at skåne kolleger eller borgere fra de kommunalt ansattes røg.

Det handler derimod om at bestemme, hvordan de ansatte lever deres liv, og det skal man som arbejdsgiver holde sig langt væk fra. Der er en afgrund til forskel på at interessere sig for sine ansattes indsats – og at bestemme over deres livsførelse.

Naturligvis bør vi alle gå op i folkesundhed og det store billede. Men vi må ikke glemme frihedsidealerne og den virkelige verden.