Annonce
Annonce
Annonce

Politiken mener

Ledende artikel i Dagbladet Politiken

Leder 8. okt. 2012 KL. 00.01

Det er klogt af regeringen at styrke planloven

Markedet er i almindelighed godt. Men planloven er et uundværligt værn mod markedets tendenser.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Politiken mener
Lederen er skrevet af et medlem af Politikens lederkollegium.

Planlov.

Selve ordet skurrer naturligvis i markedsfundamentalistiske ører; det klinger fælt af planøkonomi og statslige bureaukrater med et målebånd.

I den skole er planlægning opsætsighed mod markedets guddom, der med en usynlig hånd fordeler goderne perfekt til den enkeltes og samfundets størst mulige nytte.

Derfor kan det ikke undre, at netop planloven var genstand for en stille udhuling under den tidligere regering.

Det var et på mange måder overset element i Fogh Rasmussens værdikamp, at statslige regler, der forhindrede byggeri i kystnære områder og etableringen af hypermarkeder, konsekvent blev undermineret.

Kun kølige konservative hoveder forhindrede, at sommerhuse skød frem som paddehatte i yderste klitrække, og at hver borgmester fik sit storcenter.

Det er derfor glædeligt, at S-R-SF nu vil lukke en række af de smuthuller i planloven, der er opstået. Det gælder især en række kommuners undtagelse fra storcenterreguleringen.

Resultatet af en svækket planlov: en indskrænkelse af vores valg som forbrugere.

Nu skrinlægges den kommunale knopskydning af Bilka-markeder.

I en traditionel økonomisk forståelse er der et klart argument for storcentre og hypermarkeder. Det øger produktiviteten, og Walmarts indtog på det amerikanske marked har båret en stor del af den positive udvikling i amerikansk produktivitet.

Sådan en udvikling må vi også have, tænkte tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, og også Konkurrence- og Forbrugerstyrelserne har promoveret ideen.

LÆS OGSÅAlt andet er hverken lige eller ligegyldigt

For hvorfor skal vi dog købe et kilo sukker til 14 kroner i det lokale supermarked, når vi kunne køre i Bilka og få det for en 10’er?

Men tankegangen er kortsigtet. For omkostningen er aflivning af de mindre købstæders bykerner. En omskabelse af vores byer fra små handelscentre til tomme kontorbygninger.

Et farvel til den lille tøjbutik og goddag til endnu en H&M. Farvel til strøgturen i provinsen lørdag formiddag og goddag til en miljøbelastende biltur til centret, hvis man da ellers ejer en bil.

LÆS OGSÅNy lukkelov vil gøre søndag til ny stor shoppingdag

Denne leder plæderer ikke for nostalgisk romantik med ismejerier og isenkræmmere på hvert gadehjørne. Den er heller ikke blot en ideologisk protest mod, at fritidsaktivitet og familieliv plantes i storcentrets kommercielle ramme.

Der er ikke som sådan noget galt med storcentre. De kan være udmærkede til shoppingture og storindkøb.

Men der er noget galt, hvis storcentrene sammen med små dyre kiosker bliver den eneste mulighed. Og det er resultatet af en svækket planlov: en indskrænkelse af vores valg som forbrugere.

Markedet er i almindelighed godt og effektivt. Men planloven er et uundværligt værn mod markedets tendens til både at krabbe sig ind i alle livets forhold og at begrænse valgmulighederne i frihedens navn.

Det er klogt, at regeringen nu vil styrke dette bolværk.

km

Annoncer