Riget fattes penge, og derfor skal der spares på krudt og kugler.

Et bredt flertal i Folketinget er enige om at skære hårdt ned på forsvarsbudgettet.

Selv Konservative og Dansk Folkeparti har erkendt, at 00’ernes krigseventyr er en saga blot. Til gengæld er partierne vildt uenige om, hvordan der kan spares næsten 3 mia. kroner hvert år.

Efter forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i går indledte forhandlingerne, kører debatten nu, traditionen tro, med de klassiske forslag om f.eks. afskaffelse af værnepligten og kasernelukninger.

LÆS OGSÅKonstabler: Drop værnepligten og skaf soldater på en bedre og billigere måde

Men som på andre politikområder, der koster så mange skattekroner, som forsvaret gør, er der behov for en langt mere principiel debat om, hvad pengene skal bruges til.

En så stor spareøvelse handler om mere og alt andet end teknik.

Trods små og gradvise tilpasninger hænger det militære kompleks i Danmark stadig fast i en tidslomme fra dengang, da vores territorium skulle kunne forsvares mod en totalinvasion østfra, og de tre værn skulle være næsten ligestillede.

Heldigvis er der ikke længere brug for, at alle våbenføre mænd skal kunne mobiliseres til fædrelandskamp – og endnu mindre brug for, at det danske forsvar kan kæmpe på alle mulige slagmarker.

Derfor giver det god mening at suspendere værnepligten og endnu bedre mening at droppe købet af de astronomisk dyre kampfly Joint Strike Fighters.

Behovet for et moderne forsvar er imidlertid ikke forsvundet.

Men fronterne er nye: Der er brug for en massiv opprioritering i forhold til cyberkrigsførelse, og selve det geografiske og strategiske tyngdepunkt er ved at forskubbe sig – fra det sydlige Danmark og kamptropper, der kan sendes rundt i ørkesløse ørkenkrige, til den nordlige del af rigsfællesskabet og et helt nyt behov for en større kapacitet til søredning, ulykkeberedskab og suverænitetshåndhævelse i og omkring Grønland.

Nedsmeltningen af Ishavet har åbnet en ny front, som fremover vil kræve en større tilstedeværelse af det danske forsvar, som langt overtrumfer behovet længere sydpå.

Ingen lande med søterritorier omkring Nordpolen har en interesse i at militarisere området, allermindst de to mindste lande, Danmark og Norge.

LÆS OGSÅDansk admiral inviterer til ny arktisk katastrofe-øvelse

At styrke beredskabet i Arktis handler derfor ikke om at starte et nyt våbenkapløb, men tværtimod om at sikre, at den øgede trafik af turister, containerskibe og mulige råstofudvinding ikke udvikler sig til netop væbnede konflikter.

Frem for at lade det nye forsvarsforlig diktere af provinsiel sognerådspolitik, hvor kasernebyer kæmper fra hus til hus, og forsvarets fagforeninger spiller hinanden ud mod hinanden, må politikerne træde i karakter og løfte blikket mod de omvæltende forandringer, vores rigsfællesskab står over for mod nord.

Forsvarets ressourcer skal prioriteres skarpt, meget skal nedlægges, og beredskabet i Arktis bør fremover være førsteprioritet.