Smeltende is ved Arktis sætter rekord

smeltende. På dette billede fra Nasa kan man ifølge nyhedsbureauet AP se, hvor meget sommeris der var i søndags sammenlignet med den gennemsnitlige udbredelse af isen på samme tidspunkt i perioden fra 1979 til 2000.
smeltende. På dette billede fra Nasa kan man ifølge nyhedsbureauet AP se, hvor meget sommeris der var i søndags sammenlignet med den gennemsnitlige udbredelse af isen på samme tidspunkt i perioden fra 1979 til 2000.
Lyt til artiklen

Isbjørnene skal svømme endnu længere mellem flagerne i Arktis i år. Der er nu smeltet så meget is, at det er ny bundrekord i udbredelsen af havisen.

Den danske polarforsker dr. Sebastian Mernild fra Los Alamos National Laboratory i USA kalder rekorden skræmmende.

»Grønland og Nordpolen har denne sommer mistet langt mere is end ellers som følge af de stigende temperaturer på kloden«, fortæller Sebastian Mernild.

Halvering af arealet siden 1979

Isen fyldte over otte millioner kvadratkilometer i september 1979. Nu er den nede under det halve areal - 3,4 millioner kvadratkilometer. Den tidligere bundrekord er fra 2007. Nu fylder isen 0,75 millioner kvadratkilometer mindre.

To gange Danmarks størrelse forsvinder dagligt på Nordpolen

Det skrumpende isdække kommer, samtidig med at isen også forsvinder andre steder end i havet.

Juli bød på gigantiske mængder af smeltevand i det vestgrønlandske Kangerlussuaq, hvor den vigtige lufthavn lukkede en tid. Fundamentet under en bro skyllede væk.

»Aldrig tidligere har jeg set noget lignende i mine snart 10 år som klima- og polarforsker«, fortæller Sebastian Mernild.

Fra næsten hele indlandsisen smelter isen nu. I 1970'erne skete det typisk kun på en femtedel af arealet.

Han peger også på, at et enormt stykke is på 120 kvadratkilometer brækkede af Petermann Gletscheren i det nordvestlige Grønland.

Ifølge den danske polarforsker er der ingen tvivl om, at vi går mod et varmere klima og et lavere is- og gletscherdække både på land og i havet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her