På mandag går det løs igen, når verdens ledere mødes i Qatar for at se bekymrede og alvorlige ud.
Men man skal ikke lade sig narre af deres ansigtsudtryk. Det bliver nok heller ikke denne gang, at de politiske ledere tager deres bekymringer alvorligt – i hvert fald ikke så alvorligt, at de handler på dem. I Qatar er vi nu nået til COP18. FN-topmødet i København i 2009 var som bekendt COP15, og det er på ingen måde opmuntrende at tage temperaturen på de mellemliggende år: For det første er klimaet gået fra at have højeste politiske prioritet til at blive det tema, som ingen vil høre om og kun få vil tale om. Se blot på præsidentvalgkampen i USA. Hjemlige politikere taler stort set heller aldrig om klimaet – og medierne er for længst holdt op med at sætte det på dagsordenen. For det andet er der på de mellemliggende COP’er i Mexico og Durban sket next to nothing, når det gælder reel politisk handling. Forventningerne har aldrig været højere, end de var i København i 2009 – og her endte det planlagte COP15-fyrværkeri som en banging fuser.
