Det er ikke så få advarsler, vi har fået om den globaliserede husmandskost, altså dybfrossen lasagne, særligt dén fra Findus, de sidste dage. Forbrugere har angiveligt fået »kvalme« og kødet »galt i halsen«. Men nej, dét har forbrugerne netop ikke. Snarere har ikke så få europæere med fornøjelse - både over prisen og over smagen - indtaget deres lasagne. Uanset at det var delvis hestekød. LÆS OGSÅMinister stempler fransk firma som skurk i kødskandale Pointe nr. 1 er derfor: Heste kan ikke alene spændes for en vogn eller rides. De kan også spises. Pointe nr. 2: Det skal vi ikke have det dårligt over. Hvis hesten har levet et ordentligt liv og bevidst, lovligt og under betryggende vilkår er solgt til et slagteri, er det sådan, vi opfører os med andre dyr. Vi avler dem. Vi slagter dem. Vi spiser dem.
Pointe nr. 3: Men vi har lov at lade være. Vi vil selv kunne vælge, om vi spiser køer, grise, hjorte, kaniner, får, geder osv. Og der er en fjerde pointe: Hvis en ovnklar færdigret kun koster en bagatel, er det næppe oksemørbrad, den er lavet af. Ugens hestegalskab rammer derfor både fødevarekontrollen, den industrialiserede fødevareproduktion og os selv - lige i nakken. Selvfølgelig er det elendigt, hvis vi ikke kan regne med det, der står på varedeklarationen. Hvis der står kød, skal retten ikke være fisk. LÆS OGSÅ750 ton hestekød er solgt som oksekød i kødskandale Selvfølgelig skal vi i det indre marked også kunne regne med, at hygiejne og produktionsvilkår er i orden. Slagtedyr skal strutte af naturlig sundhed og ikke af for meget medicin. Det gælder rigtignok også heste. Og selvfølgelig skal vi også få fuld besked på indpakningen. Det vil være rimeligt, at det kan læses, hvis et slagtedyr er avlet i et land, slagtet i et andet, pakket i et tredje og solgt af mellemhandlere helt andre steder, før vi kan købe det for ingen penge henne om hjørnet. Så langt kan vi stille krav til andre end os selv. Men dertil kommer, at vi - forbrugerne - samtidig bør indstille hysteriet om hestekød. Det kommer ikke per automatik galt i halsen. Men det skal ligesom alt kød, fisk og fugle kunne købes med åbent sind og med dækkende varedeklarationer. Det må i sig selv gerne føre til to erkendelser: at god mad - dyrket, avlet under de bedste vilkår - i det lange løb ikke kan produceres, uden at det har en pris. Og at billig kost godt kan være hest. Begge dele kan smage.
