Regeringens krise på hjemmefronten har forplantet sig udadtil. Efter statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) besøg i Kina står det helt uklart, hvad der egentlig er Danmarks udenrigspolitik.

På under et år er det lykkedes for regeringen at indtage fire forskellige standpunkter alene i forhold til den største udenrigspolitiske udfordring i det 21. århundrede, nemlig Kina. Først valgte statsministeren at holde et kontroversielt møde med den eksiltibetanske leder, Dalai Lama.

Men så skiftede regeringen pludselig kurs inden klimatopmødet og vedtog en erklæring, der slog fast, at Danmark ville »modsætte« sig tibetansk selvstændighed.

Efter topmødefiaskoen begyndte danske ministre dog straks at kritisere Kina, nu for at være årsag til sammenbruddet. Den nye udviklingsminister, ’frihedsminister’ Søren Pind, udtalte dengang:

»Vi så autoritære regimer, anført af Kina, dukkeførende rædselsregimet Sudan [...] blæse på de demokratier, der, fordi de netop er forpligtet på deres folk, føler en pligt til at gøre noget ved miljøet verden over«.

I weekenden kom så det fjerde kursskifte, da Løkke under et statsbesøg i Beijing lovpriste kinesernes indsats på topmødet og gik så langt som til at sige: »Der er intet at kritisere den kinesiske regering for«.

Udenrigspolitikken er gået i opløsning
Samtidig nedtonede den danske regering enhver form for kritik af regimets menneskerettighedskrænkelser og protektionistiske handelspolitik. Status er, at ingen længere ved, hvad Danmark egentlig mener – og hvornår den danske regering eventuelt igen vender rundt og måske pludselig mener noget femte.

Ingen ved, om Danmark i dag står for en samarbejdspolitik, der er præget af den »småstatsmentalitet«, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) hævdede at gøre op med, eller om Danmark stadig fører en aktivistisk udenrigspolitik – over for alle andre end lige Kina.

Forvirringen skærpes af, at regeringen har en forskellig udenrigspolitik, alt afhængigt af hvem der fører ordet. Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen måske er ved at vende tilbage til en realistisk kurs, forsøger Søren Pind sig med en mere konfronterende kulturkamp.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) er fraværende i debatten, men har tidligere givet udtryk for, at kampen mod islamisme trumfer alt andet.

Espersen, der er dumpet ned på sidstepladsen i popularitetsmålingerne over ministrene, modbalancerer slet ikke Løkkes forvirring. Med den seneste rokade er udenrigspolitikken gået i opløsning.