Beskedenhed er ikke en politisk dyd. Så når statsministeren bruger sin nytårstale til at fremstille regeringens og egne bedrifter som succeser, er der ikke noget usædvanligt i det.
Mere alvorligt er det, når pral bliver til selvbedrag. I gårsdagens nytårstale hørte vi Anders Fogh Rasmussen (V) sige, at den historiske udenrigspolitiske krise, som Danmark stod i sidste år i marts som følge af karikaturtegningerne i Jyllands-Posten, nu ni måneder senere kan gøres op til en historisk udenrigspolitisk sejr. Den tonedøvhed, som især statsministeren håndterede tegningssagen med, og som bidrog til, at tingene udviklede sig ulykkeligt, viser sig nu igen som en alvorlig mangel på dømmekraft. Man fristes til at tro, at statsministeren lever i sin helt egen verden, ligesom det var tilfældet under karikaturkrisen, hvor hverken Udenrigsministeriet eller embedsværket, der læste omverdenens reaktioner mere virkelighedsnært, kunne trænge igennem. Det er formentlig de færreste, der lader sig bilde ind, at karikaturkrisen ikke har skadet Danmark. Danske diplomater, erhvervsfolk og andre, der står i kontakt med verden – og ikke kun den muslimske – vil vide, at det er en lang proces at forsøge at reparere det image, som Danmark har oparbejdet i udlandet. Sagen er jo, at tegningssagen forstærkede et i forvejen tvivlsomt billede af landet. Udlandet havde med vantro fulgt stramningerne i den danske udlændingepolitik, forsøgene på at undergrave det danske menneskerettighedsarbejde, nedskæringerne i udviklingsbistanden og ikke mindst udenrigspolitikkens amerikanisering. Regeringens håndtering af karikaturkrisen bekræftede blot, at Danmark ikke længere var det land, man tidligere havde kendt. Nytårstalen efterlader indtrykket af en statsminister med et så stort behov for selvbekræftelse, at det vidner om svaghed. Når han kan beklage de danske tab i Irak uden at ofre de irakiske tab et eneste ord og uden at erkende landets katastrofe, er det til gengæld udtryk for brutal arrogance og en uhyrlig mangel på selverkendelse. Når dertil kommer, at de indenrigspolitiske passager i årets tale mestendels bestod af formaninger til os alle om at sende vores børn udhvilede i skole og om at være taknemmelige for, at det går godt i Danmark, står man tilbage med et indtryk af, at landet går ind i 2007 med en statsminister, der ikke vil se realiteterne i øjnene.
