Da Trine Fromberg begyndte som ny dagtilbudsleder i Børnehuset Mimers Brønd for halvandet år siden, stod hun over for en række udfordringer. Der manglede struktur, arbejdsgangen var uklar, og personalegruppen var kørt træt. Hun måtte sige farvel til en håndfuld kolleger for at starte på en frisk og for at få kvaliteten hævet et nøk.
»Her arbejder vi med de mest udsatte børn. De fortjener den allerhøjeste kvalitet«, fortæller hun.
Mimers Brønd ligger oven på en stor parkeringskælder midt i et stort almennyttigt boligbyggeri i Farum Midtpunkt. Uden for børnehuset sidder to unge kvinder i solen på en betonmur og griner, mens de vaper og drikker Red Bull. På den anden side af Hillerødmotorvejen er der udsigt til Farum Bytorv, hvor der er lang kø til McDrive. Længere henne arbejder håndværkere på en grå betonklods, der en dag skal blive til en Pelican Self Storage.
En del af børnene i institutionen er i en udsat position: De kan være kognitivt svage, sprogligt udfordrede, understimulerede, de kan være udadreagerende og traumatiserede – ofte på grund af psykisk eller fysisk vold i hjemmet. Mange af dem har anden kulturel baggrund end dansk. Til institutionens sommerfest sidste år var der pyntet op med 25 forskellige flag. Her er det vigtigste ikke, om børnene kan alfabetet og alle farverne, inden de starter i skole.
»Det handler mere om helt basal omsorg«, siger Trine Fromberg.
’Genbrugsen’
I entreen hænger der tøj på et fyldt tøjstativ. Der står ’gratis’ på et lamineret skilt ovenover. På bøjlerne hænger sommerjakker, bluser, cardigans og T-shirts. I plastkasser ligger blandt andet strømpebukser og sokker. På heldige dage kan man også finde legetøj, fastelavnstøj eller en cykelhjelm.
Trine Fromberg har åbnet ’Genbrugsen’ – en byttecentral, hvor forældre kan tage det, de mangler til børnene. Forældre kan også selv lægge tøj, der for eksempel er blevet for småt. Tøjet samler lederen fra flere steder i byen. I eftermiddag skal hun hente endnu en portion. For forældrene kan det nogle gange være dyrt at købe nyt tøj.
Bibi Nabi er farmor til to af børnene i institutionen. Familien bor ti personer sammen i en lejlighed i Farum Midtpunkt, hvor hendes mand forsørger hele familien, så han må køre taxa alle ugens dage. Familien har omkring 15.000 kroner til mad og tøj om måneden, så hun kigger ofte stativerne igennem, når hun henter. Særligt om vinteren, for hun synes, at 200 kroner for en ny hue er dyrt.
»Vi har før købt i Kvickly, men her har jeg fundet nogle gode huer med uld i. Det ville jeg ikke have haft råd til«.
»Vi har ikke altid ressourcer til at købe nyt. Vores økonomi er i bund. Vi kæmper for bare at købe madvarer«, siger hun. Med Trine Frombergs byttecentral kan familien spare mange penge.
»Det er jo ikke alle, der tjener 50-60.000 kroner om måneden«, siger Bibi Nabi.
Abir Saadaoui kigger også af og til i ’Genbrugsen’.
»Det er så genialt, hvad Trine gør. Det synes mine veninder også, når jeg viser dem det«, siger hun. Abir Saadaoui arbejder som sygeplejerske og bor alene med sine to drenge, så gratis tøj hjælper på en til tider trængt økonomi. For når hun kigger på nyt tøj, er det ofte »virkelig dyrt«.
Forældrebestyrelse, anyone?
Trine Fromberg er glad for det samarbejde, hun er i gang med at skabe med forældrene. Hun har indført hjemmebesøg for at skabe en tryg relation til forældrene, hun hjælper dem med at søge boligsikring, skrive børnene op til skole og læse posten i e-Boks, som de ikke altid får tjekket.
Fromberg så gerne, at samarbejdet blev endnu bedre. Lige nu er der ingen forældrebestyrelse, fordi ingen har meldt sig. Det er heller ikke givet, at forældrene orienterer sig på Aula eller dukker op til forældremøderne. Rundt på gangene hænger sedler, der opfordrer forældre til at melde sig til bestyrelsen. Felterne er stadig tomme.
»De har jo ikke overskuddet til det. De slås allerede med så meget«, siger hun.
Trine Fromberg har også faciliteret, at børnene kan gå til gymnastik hver tirsdag. Hver uge besøger børnene et plejehjem, og snart skal de udstille kunst på byens bibliotek.
»Det at gå til en fritidsaktivitet er helt normalt for de mere velstillede børn fra villavejene, men ikke for dem, der går her«, forklarer hun.
Trine Fromberg har et ønske om at tale med forældrene om skærmbrug. Institutionen bruger ikke skærme, men forældrene bruger dem i »rig grad«. Det gør ondt på Trine Fromberg, når hun ser børn blive afleveret med en smartphone i hånden i klapvognen. Det har givet flere af børnene lidt »iPad-engelsk«, har hun noteret sig.
»Mange af forældrene ved slet ikke, hvor meget børnene går glip af, når de bruger tid på en skærm«, siger hun. De læser ikke Politiken, tilføjer hun.
Mens hun taler, suser bilerne forbi uden for vinduerne på hendes kontor. Det er her ved computeren, hun bruger en del af arbejdstiden på at lave underretninger, ofte også i samarbejde med forældrene. Om vinteren er der ekstra mange. Nogle af dem har hun svært ved at slippe, når hun kommer hjem.
Narkosalg på legepladsen
I området ser Trine Fromberg nogle gange psykisk syge gå rundt, og så er der dem, der sidder og drikker på bænken. I nogle tilfælde må hun ringe til kommunen – for eksempel når der er narkosalg på legepladsen. Det bliver løst i et fint samarbejde med boligforeningen og SSP-teamet.
»Det er en del af pakken her i området«, konstaterer hun. I dag er der glade hvin fra børnene på gyngerne.
Trine Fromberg indrømmer, at det for nogle pædagoger kan være et hårdt arbejdsmiljø. Derfor er det også vigtigt for hende med det kompetente og stabile team, hun har nu. For det er ikke optimalt for børnene med mange nye ansigter.
»De har i forvejen oplevet mange skift i deres liv«, siger hun.
Der er en høj pædagogandel i institutionen, men Trine Fromberg så gerne, at der var flere pædagoger ansat.
Derfor ærgrer det hende, at der lige nu er to stillinger, hun ikke kan få besat. En holdt op efter en uge, en anden efter tre. En tredje trak sig, inden hun skulle starte. Trine Fromberg forklarer, at hun til samtalerne ærligt fortæller, hvad ansøgerne kan møde på jobbet:
Truende og frustrerede forældre og børn, der spytter og prøver at stikke af. Det er noget, der sker, og derfor skal personalet være klar til opgaven, forklarer hun. Derfor er hun nok også lidt hård til samtalerne.
»Det skræmmer nogle væk, tror jeg«, siger hun.
Da vi siger farvel, hænger der flere tomme bøjler i ’Genbrugsen’.
»Jeg fyldte op i morges«, siger hun. De 12 par sko, der blev sat op for et par dage siden, er revet væk. På sedlen på døren er to navne skrevet på. De overvejer at stille op til bestyrelsen.
fortsæt med at læse
