Ni af landets fremtrædende læger og psykiatere med speciale i børne- og ungdomspsykiatri har undersøgt 21 børn af afviste irakiske asylansøgere.

Undersøgelsen viser, at 20 af de i alt 21 børn har brug for psykiatrisk hjælp. Den ene undtagelse er et spædbarn. De andre 20 lider af apati, angst, depression, koncentrationsbesvær, søvnløshed og selvmordstanker. Kun to af børnene får psykiatrisk hjælp.

LÆS ARTIKELAsylbørn slås med massive problemer

Man skulle mene, at en undersøgelse af den karakter ville alarmere, eller i det mindste bekymre, myndighederne. Det er ikke tilfældet og skyldes sikkert, at undersøgelsens resultat ikke er nogen nyhed for hverken ministeren eller regeringsflertallet.

Som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) sagde, så behøver man ikke at være psykiater for at vide, at det er belastende for børnene at leve i uvished. Det samme gav Martin Henriksen (DF) udtryk for. »Det er ingen overraskelse, at det tager hårdt på børn at leve lang tid i usikkerhed«, sagde han.

Samfundet bør træde til
Politikerne bag beslutningen om at lade disse familier leve i uvished i årevis ved altså godt, hvordan børnene har det. Og det har de vidst længe.

Undersøgelsen er ikke den første af sin art, og Børns Vilkår, Børnerådet og Red Barnet har gang på gang advaret om, at børnenes situation er uholdbar. Men politikerne mener, at det er forældrenes skyld. Hvis de afviste irakiske asylansøgere var rejst hjem til Irak med deres familier, ville problemet være løst.

LÆS ARTIKELRønn: Syge asylbørn er forældrenes ansvar

Selvfølgelig har forældrene et ansvar for den situation, de og deres børn er endt i. Men det er lige så selvfølgeligt, at hvis de ofte nedbrudte forældre ikke magter at hjælpe deres børn, så vil et samfund som det danske træde hjælpende til.

Ellers kan vi underskrive lige så mange børnekonventioner, det skal være, og alligevel dumpe i det helt grundlæggende samfundsfag: almindelig medmenneskelighed.

Ideologiernes overdrev
Vi er ude på ideologiernes overdrev, hvor det kun handler om at stå fast for at vise stålsat konsekvens med en lille gruppe børn som gidsler. Udelukkende fordi børnene ikke er ’danske’. Selv om de fleste af dem er født og altid har levet her.

Ville de samme konsekvente politikere mon sige til danske børn, der har psykiske problemer, fordi deres forældre er misbrugere, at det kan de takke deres forældre for? Og så i øvrigt overlade dem til deres skæbne?

Hvis det danske samfund ikke kan hjælpe de 20 irakiske børn, begynder man at tvivle på, om det kan hjælpe sig selv.