Alt imens de europæiske mastodonter truer med at gå hver til sit i EU-samarbejdet, og arbejdspladser fortsat fosser ud af Danmark, så er saftevand blevet sat på den politiske dagsorden. Det kan umiddelbart virke banalt, men det skyldes ene og alene, at de politiske kræfter i Københavns Kommune i ramme alvor er i gang med at regulere indtagelsen af saftevand på kommunens plejehjem Saftevandsdiskussionen er altså ikke bare helt på sin plads – den er også et uhyggeligt eksempel på et respektløst indgreb i vore ældre borgeres grundlæggende rettigheder.

Hele farcen begynder, da flere plejehjem kan offentliggøre, at man på foranledning af Københavns Kommune enten har stoppet eller i sinde at stoppe serveringen af saftevand til beboerne. I diverse medier bliver disse beretninger udlagt som om, at der er udsted et forbud, og det får Københavns Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) til ihærdigt at understrege, at der ’blot’ er tale om en faglig vejledning. Ordvalget er imidlertid sagen fuldstændig uvedkommende, for tilbage på bundlinjen står, at København Kommunes bestræbelser på at komme saftevand til livs på beklageligvis er lykkedes i flere tilfælde, med det resultat at der sidder ældre borgere på de københavnske plejehjem, som må kigge langt efter et glas saftevand. Denne kendsgerning indrammer sagen i en dyb alvor, og der findes ganske enkelt ikke nogen retorisk kattelem til retfærdighedens holdeplads.

Alligevel har Sundheds- og Omsorgsborgmesteren kastet sig ud i debatten med et væld af argumenter, der er fuldstændig blottet for hensynet til de ældres behov for selv at bestemme, hvad der skal i glasset:

’Hvis man først har drukket tre glas saft, får man måske ikke andet næring i kroppen, fordi mavesækken er fyldt op’, ’det handler om at bryde nogle vaner’ og ’… når der er fællesspisning, så forsøger vi at give noget andet’.

Disse argumenter er at finde i borgmesterens forsvarstale, som man kan læse i Jyllands-Posten den 9. december, og hver især har de karakter af en hidtil uset domsfældelse over, hvordan andre mennesker skal leve deres liv. Alene det forhold, at man fra politisk side beskæftiger sig med rummeligheden i borgernes mavesæk, vidner om en surrealistisk tilgang til statens rolle, hvilket i dette tilfælde kommer til udtryk i en opdragelse, som man normalt kun ser i mor-spædbarn forholdet. Når borgmesteren samtidig negligerer debatten som en storm i et glas saftevand, bliver det blot endnu engang understreget, at blandingsforholdet mellem politikernes og borgernes magt er helt ude af proportioner.

Det er denne udbredte tilgang til brugen af regulering og indblanding i borgernes liv, som bør stoppes. Troen på, at den enkelte rent faktisk er i stand til at selv at træffe livsnære beslutninger og leve med konsekvenserne heraf, bør være en integreret del af det politiske arbejde lokalt såvel som nationalt. De triste beretninger fra de københavnske plejehjem er i den forbindelse en kærkommen lejlighed til at stoppe op og revurdere det system, som politikerne er i fuld gang med at skabe. Det er nemlig ikke bare saftevandet som de ældre her mister – de mister også retten til selv at bestemme, hvordan de vil leve eller for den sags skyld dø. Det burde være en naturlov i dagens Danmark, at man i livets sidste fase ene og alene er herre over, hvordan man vil leve. For uanset hvad man kan støve op af sundhedsfaglige argumenter af den ene eller anden art, så har vi her at gøre med mennesker for hvem det selvstændige valg, og den nydelse der er forbundet med dette, er en forudsætning for opnå en tilfredsstillende livskvalitet.

Når man flytter ind på et plejehjem, har man som regel behov for hjælp og omsorg i et eller andet omfang. Man har dog ikke behov for at blive opdraget og belært, og derfor bør politikerne til hver en tid afholde sig fra dette. På den måde kan vi også undgå tåbelige og nedladende argumenter a la dem, som ernæringseksperterne i Københavns Kommune har måttet ty til i saftevandsfarcen:

Det er ligesom børn. Jeg siger ikke, at ældre er ligesom børn, men det er, som når man tager vaner fra børn: Der er en uge, hvor der er ramaskrig, og så har de vænnet sig til det

Dette udsagn taler vist for sig selv…