I dag er det første maj: Arbejderkampdagen.

Traditionen tro vil de røde faner vejre i vinden flankeret af lunkne fadøl, pjækkende studerende og ophidsede kamptaler fra landets venstreorienterede toppolitikere.

Sammen vil de istemme 'Når jeg ser et rødt flag smælde' og for de ældre deltageres vedkommende mindes dengang, hvor arbejdskampen handlede om bedre arbejdsvilkår, adgang til uddannelse og sundhed samt social retfærdighed.

Desværre vil antallet af 'arbejdende tilhørere' være dramatisk reduceret.

Der er to årsager. Først og fremmest stemmer danske lønmodtagere ikke længere bevidstløst på Socialdemokratiet og SF.

Tværtimod viser talrige meningsmålinger, at danske lønmodtagere i stigende omfang stemmer på Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Faktisk er tendensen så overbevisende, at Venstre i dag er landets førende parti for mennesker, der går på arbejde, mens Socialdemokraterne må se sig henvist til en sekundær placering.

Den anden årsag skal findes i de mange brudte valgløfter, som har skuffet de klassiske venstrefløjsvælgere enormt.

Hvad handler arbejdskampen om i dag? Tilsyneladende har selv S og SF anerkendt at højere pensionsalder, en afskaffelse af efterlønnen og en reduktion af dagpengeperioden er fornuftige initiativer, der kan hjælpe landets skrantende økonomi.

De klassiske kampemner er altså strøget fra arbejderkampens indholdsfortegnelse, hvorfor den klassiske arbejdskamp må erklæres for død, borte og begravet

I min bog handler den nye arbejdskamp om viljen til at arbejde. Politiken har de seneste måneder været fyldt med historier om forkælede studerende, der ikke vil arbejde i Netto, snobbede akademikere der ikke vil tage ledige jobs uden for deres studieretning og luddovne kontanthjælpsmodtagere, der får flere penge til udbetalt end kassedamen.

Over for disse eksempler står de tusindvis af danskere, der hver dag går på arbejde, slider for at få hverdagen til at hænge sammen og samtidig bidrager med en tårnhøj skat.

De arbejdende danskere har fået nok. Ingen forstår hvorfor Kontanthjælps-Carina skal have flere penge fra den fælles kasse, mens almindelige mennesker knokler for at få råd til hverdagen.

De arbejdende danskere forstår ikke, hvorfor de studerende brokker sig over gratis uddannelse og verdens højeste SU – og ikke vil arbejde i Netto. De arbejdende danskere forstår ikke, hvorfor kun halvdelen af befolkningen har et arbejde – og dermed tvinger dem til at løbe endnu stærkere.

Fagbevægelsen spiller en birolle i den nye arbejdskamp. En nylig meningsmåling foretaget for denne avis dokumenterer, at danskere er enige. Egentlig kan det ikke overaske nogen.

Fagbevægelsens største pressesager de seneste år har uden sidestykke været den tidligere næstformands milliongage og de milliondyre annonceangreb rettet mod den borgerlige regering fra begyndelsen af 2011 og frem til valget.

På trods af de mange annoncemillioner og menige LO-medlemmers hårde valgkampslid for særligt udvalgte socialdemokratiske kandidater, er fagbevægelsen blevet totalt kørt over af den nye RVSSF-regeringen.

På trods af løfter om det modsatte bliver efterlønnen afskaffet og arbejdstiden hævet. Som om det ikke var slemt nok, truer Thorning med at underløbe LO og co., hvis de bliver for besværlige, og ved lov fastsætte vilkårerne for fremtidens arbejdsmarked.

Hvis jeg var fagforeningsboss, ville jeg koncentrere mig 100 procent om frugtbar dialog med landets arbejdsgivere og fokusere langt mere på fastholdelse af produktionsarbejdspladser i landet og yderligere uddannelse til mine medlemmer.

Medlemmer har intet fået ud af de mange annoncemillioner til Socialdemokraterne og stemmer alligevel på mange andre partier.