Jeg troede efterhånden ikke, at jeg længere kunne blive chokeret over historierne om finanssektorens grådighed. Men endnu engang tog jeg fejl.

Da jeg i går aftes hørte, at de tidligere topchefer i Roskilde Bank gennem en ægtepagt, ”kone-finten”, har sikret sig mod at kunne blive afkrævet erstatning af den danske stat, for de mange millioner af kroner, deres dybt uansvarlige ledelse af banken har kostet de danske skatteborgere.

Direktørerne i Roskilde Bank er selve indbegrebet af finanssektorens grådighed. De førte i årene op til krisen en komplet uansvarlig udlånspolitik, med store udlån til et overophedet ejendomsmarked. Kort før krakket scorede topcheferne 55 millioner kroner på at udnytte deres aktieoptioner, inden banken krakkede. Bagefter overlod de det så til staten at træde til og samle stumperne op, og regningen for det hele endte selvfølgelig hos skatteborgerne, som altså nu kan se langt efter at få nogle af pengene tilbage fra de ansvarlige direktører. Som en borger i Roskilde i går sagde på TV2 - Det er ganske enkelt noget svineri!

Roskilde Bank er ikke det eneste sted i den finansielle sektor, hvor grådigheden hærger.

For nylig kom det frem, at de danske bankdirektører har bevilliget sig selv lønstigninger for op imod til 45 %. De har ellers haft travlt med at fortælle alle andre, hvor vigtigt det er at udvise løntilbageholdenhed i en krisetid.

Men hvor lønarbejderne rent faktisk udviser ansvar og samfundssind ved at udvise løntilbageholdenhed – mange kan endda se frem til en reallønsnedgang – så har krisens bagmænd ingen problemer med at bevilge sig selv enorme lønstigninger.

I denne uge kom det så også frem, at også i den statsejede danske virksomhed DONG har man haft et særdeles ublu forhold til lønninger. Jeg skal ikke gøre mig klog på de nærmere årsager til bruddet mellem Anders Eldrup og Fritz Schur, det har andre brugt så rigeligt med tid på.

Men de seneste dages historier om gyldne håndtryk og helt ekstravagante lønninger vidner om en syg kultur i toppen af dansk erhvervsliv, hvor man fuldstændig har mistet forbindelse til resten af samfundet.

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om, at man ikke kan forsvare de høje lønninger med påstanden om, at det er nødvendigt for at holde på de dygtige direktører. Det er en søgt undskyldning for at opretholde en kæmpe ulighed, hvor samfundets spidser holder lønfest, mens resten af befolkningen kæmper med sociale nedskæringer, reallønsnedgang eller arbejdsløshed.

Denne her debat handler om mere og andet, end en almindelig forargelse over en syg kultur. Det handler om et moralsk forfald i toppen i samfundet, hvor der ikke hersker respekt for resten af de 99% af befolkningen, som rent faktisk har ofret meget under denne krise.

Føj.