Det danske arbejdsmarked befinder sig lige nu i en form for krigstilstand. Ikke uden grund. Den seneste konflikt om en restauratør i Vejle, der har opsagt en overenskomst med 3F og erstattet den med en ringere overenskomst tegnet med den kristelige virksomhed. Ikke alene får de ansatte på restaurant Vejlegården op til 7000 kr. Mindre i løn og ringere arbejdsvilkår, men Vejlegårdens arbejdsgiver er også med til at trykke lønnen ned på andre restauranter i Vejle og resten af Danmark. Lidt ligesom underbetalte polakkere og ukrainere er med til at trykke lønnen for landets håndværkere. Det er i dette lys, at man skal forstå 3Fs konflikt mod Vejlegården.

Mens lønarbejderorganisationer og arbejdsgivere har konflikt, som man har haft det så mange gange før, har det i denne sag været mere interessant at følge hvordan højrefløjen har vejret morgenluft, og ser denne sag som endnu en mulighed for at svække de organisationer, der er rygraden i en unik samfundsmodel. Motivet er helt klart, og det er tydeligt at se at inspirationen kommer fra de politiske allierede på den amerikanske højrefløj.

Overalt i verden ser politikere og økonomer med misundelse på den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor lønarbejdere indstiller sig på megen fleksibilitet i sin ansættelse mod at få en høj grad af tryghed under ledighed. Samtidig med det er arbejdsmarkedet stort set ikke reguleret politisk, og bygger på gensidige aftaler mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. I tillæg til dette helt unikke system er det lykkedes over årene at aftale sig til at bære et stort ansvar for samfundsudviklingen. Arbejdsmarkedspensioner, barselsordningerne, efteruddannelsesretten er blot få eksempler. Når krisen er værst, som den vi oplever nu, tager fagforeninger ansvar og holder igen med lønkravene. Alt sammen i forhandling og aftale med arbejdsgiverne. Når den ene part ikke overholder aftalerne, kan den anden benytte sig af retten til at gå i konflikt. Det er det 3F benytter sig af nu.

Overalt bliver modellen hyldet. Inden det franske præsidentvalg udtalte Francois Hollande, at ”Danmark var hans forbillede”. De eneste få lande i Europa der på trods af krisen stadig klarer sig godt, er de nordiske lande med den samme type arbejdsmarkedsmodel. I de glade 00’ere rejste Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort rundt i verden og omtalte den danske model som en ”trylleformular”. En tom udtalelse fra to politikere, der igennem ti år har gjort alt hvad de kunne for at ødelægge balancen på arbejdsmarkedet.

Man skal have boet på Mars for ikke at opdage, at den danske arbejdsmarkedsmodel er under pres. Af virksomheder der kalder sig for fagforeninger, uden at være det. Af EU-lovgivning der griber ind i det aftalebaserede system. Og af højrefløjens ideologi.

I ti år førte Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en politik, der alene havde til mål at forringe de danske lønarbejderes rettigheder og muligheder.

De var ansvarlige for at indføre de tværfaglige A-kasser, som har forringet danskernes arbejdsløshedsforsikring. De stjal penge fra strejkekasserne, som gør det sværere at være i konflikt med arbejdsgiverne. De indførte et aktiveringscirkus, som har frataget værdigheden fra de arbejdsløse. De var ansvarlige for at 175.000 arbejdspladser forsvandt ud af Danmark. De gjorde det dyrere for danskerne at organisere sig i en fagforening. De halverede dagpengeperioden i en tid med massiv arbejdsløshed. De afskaffede efterlønnen. De har placeret ansvaret for beskæftigelsesindsatsen i kommunale jobcentre, hvor det tilsyneladende ikke fungerer. De skar massiv ned på efteruddannelse.

Efter valget, og i lyset af værdiopgøret i Vejle, har de borgerlige fået endnu mere blod på tanden. Med forbillede i den amerikanske højrefløjs angreb mod fagforeningerne med forbud mod kollektive overenskomster for offentligt ansatte, omvendte frihedsbegreb i form af ”right-to-work”-lovgivning, der reelt udhuler overenskomster og sænker lønnen, opruster højrefløjen i den nye tids værdikamp.

Eksemplerne er mange. I maj måned udtalte Liberal Alliances leder Anders Samuelsen, at ”man ophæver samtlige offentlige overenskomster så hurtigt som muligt”, ligesom republikanske senatorer også havde gjort det i Wisconsin og New Jersey. Claus Hjort Frederiksen (manden der hyldede trylleformularen) gav i sidste måned ”dødsstødet” til trepartsforhandlingerne. En anden tidligere beskæftigelsesminister, Inger Støjberg, vil afskaffe landets ansatte retten til at lave konflikt for at skabe sig bedre løn- og arbejdsvilkår. På facebook deles videoer raskvæk med den neo-liberalismens far, Milton Friedman, der taler imod ”fagforeningsvælde”.

I de seneste uger har vi kunnet høre højrefløjen slå på trommer for en falsk frihedskamp, der handler om en arbejdsgivers ret til at dumpe lønnen for sine og andre ansatte i branchen.

Der udspiller sig en værdikamp om fremtidens arbejdsmarked lige nu. Vejlegården er et lille slag i en større kamp, der har stået på i ti år. For den danske højrefløj synes logikken at være, at desto mere man kan stække de overenskomstbærende fagforeningers indflydelse og magt, desto mere kan lønnen sænkes – og vupti, så er konkurrenceevnen forbedret. En logik der ikke har hold i virkeligheden eller i dansk økonomisk historie.

Hvis de borgerlige får magt som de har agt, vil man gennemføre den største offensiv nogensinde mod de grundpiller dansk økonomi og arbejdsmarkedet bygger på. Følgerne vil være katastrofale, og føre til mere ulighed og mindre tryghed for den enkelte. Hvis ikke vi kommer ind i kampen, kan vi meget vel om ti år have fået sneget amerikanske tilstande ind ad bagdøren på arbejdsmarkedet.