Annonce
Annonce
Annonce

Jesper Petersen

Socialist 2013

Debat 2. apr. 2012 KL. 17.43

Grønt energiforlig rækker mod stjernerne

Regeringens energiaftale markerer et paradigmeskifte i dansk energipolitik

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Jesper Petersen
Jesper Petersen er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.

Da regeringen fremlagde sit regeringsgrundlag, førte det benævnelsen ’verdens grønneste regering’ med sig. Det har allerede præget en række initiativer. Særligt markant i form af regeringens ambitiøse energiudspil. Efter lange forhandlinger er det nu omsat til at være Danmarks energipolitik og Danmarks grønne visioner. En stor sejr for regeringen - og vigtigt for SF med vores årtier lange kamp for en grønnere politik i bagagen.

Energiaftalen kommer til at skabe tusindvis af danske arbejdspladser til glæde for både havnearbejderen og ingeniøren. På de jyske vindmøllefabrikker bliver der brug for hænder til at producere de mange vindmøller. Og der bliver brug for folk i havnene til at stå for oplagring, udskibning, montage og vedligehold af de gigantiske møller på havet. Arkitekter og håndværkere skal i gang med energirenoveringer i boliger. Landmændene får bedre muligheder for at tjene penge på biogasproduktion. På kontorerne bliver der efterspørgsel på dygtige ingeniører, der kan udvikle nye og mere effektive løsninger.

Det er et vendepunkt i dansk energipolitik. Fra nu af skal alle investeringer være i vedvarende energi. Når vi ligefrem kalder det et paradigmeskift, er det fordi vi nu massivt nedbringer mængden af kul med 60 % i forhold til dagens forbrug. Det betyder, at kul vil ophøre med at være den stabile del af energiforsyningen. En rolle, som overtages af vedvarende energi, der i 2020 vil være på hele 35 % af det endelige energiforbrug.

Med den nye energiaftale bliver Danmark det første land i verden, som fremlægger en samlet plan for at omlægge hele vores energiforsyning til vedvarende energi i 2050. Vi bliver frontløbere ikke bare på teknologi og grønne job, men også i kampen mod de klimaforandringer, som truer vores klode.

I 2020 kommer halvdelen af det danske elforbrug fra vindenergi. Vi etablerer to nye kæmpe havvindmølleparker - den ene på Horns Rev ud for Esbjerg og den anden på Kriegers Flak i Østersøen. Samtidig kommer der en massiv udbygning med biogas, så ca. halvdelen af gyllen udnyttes til energiformål i 2020.

Her kan man tale om en grøn kickstart. Allerede i år vil der komme 700 nye job. I 2013 og 2014 vil det være vokset til 4000 job. Og i årene 2015-2019 vil det være vokset til 6000-8000 ekstra arbejdspladser i Danmark årligt.

Danmarks grønne omstilling i energisektoren er vigtig i kampen mod klimaforandringer. En indsats vi nu fortsætter med i 2012, hvor vi skal skaffe yderligere CO2-reduktioner. Nu på transport og landbrugsområdet i en samlet klimastrategi, så Danmark reducerer CO2-udslippet med 40 % inden 2020.

Det er det største bidrag til klimakampen, Danmark nogensinde har givet. Vi sætter ikke kun kurs mod et fossilfrit Danmark og mindsker forureningen indenfor vores grænser, vi viser også vejen for andre lande. Der er ’ren røv at trutte i’, når vores ministre møder verdens ledere og diskuterer, hvad der kan lade sig gøre for at redde planeten – hvad enten politikerne så kommer fra USA, Polen eller Indien. Når man har styr på hjemmefronten, går forrest og tør, så kan vi faktisk gøre en forskel. Så kan vi (som Obama har for udpræget vane at sige om små lande som os) ”punch above our weight” og tale med en styrke, som mange gange overgår, hvad vores BNP, befolkningstal og størrelse berettiger til. Så kan vi gøre en virkelig forskel i Verden.

Steen Gade er medforfatter på dette indlæg.

Annoncer