Emilie Turunen (medlem af Europaparlamentet for SF) er medforfatter på dette indlæg.

Vendepunktet blev indvarslet da danskerne sidste år smed den borgerlige regering på porten og pegede på en rød-grøn regering. Midt i en krisetid valgte danskerne – og nu franskmændene – at betro magten til centrum-venstre. Afgørende for dette skifte har været etableringen af et troværdigt alternativ til de borgerliges økonomiske morads.

De borgerliges svigt er svære at løbe fra. Europa er på fjerde år fanget i en alvorlig økonomisk, politisk og demokratisk afmatning, der truer velstand og velfærd mange år frem. Hidtil har svarene fra de højreorienteret dominerede EU-institutioner og de borgerlige europæiske regeringer ikke kunnet standse den nedadgående krisespiral. Svarene har været præget af mangel på visioner og handlekraft, og har dybest set været "for lidt og for sent". Dette skyldes en konsekvent fornægtelse af – mindst – 4 realiteter:

1. Samtidige og koordinerede sparepolitikker som eneste politiske svar, fører Europa mod økonomisk recession, der forværrer gældsspørgsmålet snarere end at løse det

2. Det absolutte niveau for den offentlige gæld i Grækenland har længe været uholdbart og en eskalering af situationen truer ikke kun Grækenland, men hele regionen

3. Uholdbare offentlige finanser er ikke de eneste årsager til krisen: Kernen af problemet ligger i en over-gearet finansiel sektor, der er afhængig af gæld og spekulation

4. Krisens byrder er uretfærdigt fordelt. Det skaber frustration og uro, at de, der i forvejen havde mindst, er ramt hårdest; pensionisterne der må se deres indtægt skrumpe ind til ingenting, de unge der er lukket ude af arbejdsmarkedet, de ufaglærte der hverken har job eller uddannelse.

Selvom de seneste EU-topmøder har vist, at de borgerlige er ved at vågne op til disse ubekvemme sandheder, forbliver Sarkozy, Merkel og co. ideologisk forudindtagede: Deres tilgang til holdbare offentlige finanser er fokuseret på velfærdsforringelser, på at konkurrenceevne kun drives af lave lønninger, at ulighed ikke er et problem for vores samfund, men et naturligt resultat af sund konkurrence. Alt dette har ført til en krisepolitik, der ikke alene er ineffektiv, men hvis omkostninger bæres af de mest sårbare i vores samfund.

Hollande har, akkurat som S-R-SF regeringen herhjemme, udfordret den ensidigt borgerlige kur mod den europæiske krise. En kurs med realøkonomien i centrum, jobskabelse som kernepunkt og fair fordeling som et afgørende element. Alle skal bidrage, alle skal med! Slut med ufinansierede skattelettelser og evindelig afregulering af den finansielle sektor.

Fem punkter bør gå igen i Danmark, i Frankrig og alle andre steder, hvor venstrefløjen overtager regeringskontorerne:

1. At krisens byrder fordeles retfærdigt. Lige nu bliver regningen for krisen betalt af almindelige lønmodtagere, pensionister og af unge. Vi repræsenterer et skifte: de bredeste skuldre må bære mest. Reformer er nødvendige - det afgørende for os er, at de har en rimelig social balance. Og hvorfor ikke også bekæmpe den sorte økonomi, millionærernes skattely og bankernes privilegier?

2. At finanssektoren må gøre sig klar på yderligere regulering. Det indebærer højere kapitalkrav til finansielle virksomheder, indgreb mod eksorbitante bonusordninger og forbud mod de mest usunde finansielle produkter

3. At Europa fører en mere differentieret krisepolitik og at lande, der har råderum til det, fører en aktiv investeringspolitik. Danmark har f.eks. med den ny regering iværksat en økonomisk kickstart, der skaber 16.000 nye job herhjemme over de næste to år. Investeringspolitik i ét land smitter også af på økonomien i de europæiske nabolande.

4. At investeringer prioriteres. Vi ved godt, at vi ikke kan save den gren over, vi sidder på: vi vil insistere på at finde rum til investeringer i uddannelse, forskning og afgørende infrastruktur

5. At grøn omstilling bliver omdrejningspunkt for ny vækst. Både for klimaet og konkurrencedygtighedens skyld skal vi turde satse på en grøn omstilling mobiliseret af stærke politiske mål samt af offentlige og private investeringer i grøn teknologi, infrastruktur, vedvarende energi og kollektiv transport.

Centrumvenstre er igen ved at samle sig om et politisk projekt. Europa er ikke længere kun i blåt.

Changement, c’est maintenant. Forandring, det er nu. Sådan lød Hollandes valgslogan. Håbet lever i Europa for en retfærdig krisepolitik med ny fremgang og beskæftigelse