SOM NOGET nyt har jeg afleveret en rapport til redaktionen om klager og fejl i første halvår. Her kommer hovedpunkterne: På en gennemsnitsdag får jeg 20-25 klager, kommentarer og spørgsmål. Der klages især over fejl i faktuelle oplysninger ( omkring 70 procent af henvendelserne) og avisens sprog ( omkring 20 procent), mens omkring 7 procent drejer sig om emner, der ikke har med det journalistiske indhold at gøre: at en krydsord mangler, eller at vi kan finde på at bringe Wulffmorgenthalers stribe. Jeg må i den forbindelse understrege, at det er journalistikken, jeg skal interessere mig for. Usmagelige tegneseriestriber hører under chefredaktionen.

DE SIDSTE omkring 3 procent af alle klager handler om etik og prioriteringer. Det kan være tilfælde, hvor journalisten har undladt at høre den angrebne part, har brudt løfter om at ringe tilbage til kilder, har citeret forkert, eller hvor vi har strammet vores overskrifter. I enkelte tilfælde har vi i det forløbne halvår foregrebet skyldsspørgsmålet i kriminalsager, og vi overså, at en Kronik brød et navneforbud.

Hvad angår prioritering, klagede flere læsere - fuldt berettiget - over vores dækning i en sag, der var med til at nære den desværre udbredte opfattelse, at Politikens holdninger farver vores journalistik: Vi begik en alvorlig fejlprioritering, da vi kun sporadisk beskrev den dom i Østre Landsret, der i april slog fast, at forsvaret ikke kendte noget til den risiko for tortur, som afghanske fanger blev udsat for ved at blive udleveret til amerikanske styrker.

Vi skrev meget og kritisk om sagen, da den i sin tid kørte, men vi afhandlede dommen i en note med den næsten fornærmede rubrik ' Forsvaret undgår at betale erstatning'. Vores netavis, politiken.dk, håndterede heldigvis nyheden ordentligt, blandt andet under den dækkende overskrift ' Forsvarsministeriet frifundet i sag om fangetortur'.

MANGE henvendelser drejer sig om fredelige emner, typisk servicestoffet, der desværre synes at have lav prioritet på redaktionen.

Men læserne lægger vægt på, at krydsord, vejrudsigter, solens op-og nedgangstider osv. er på plads og i orden.

I Fejl og Fakta retter jeg 5-7 fejl daglig - af varierende tyngde. Er der plads, retter jeg også rene bagatelfejl, for en tilsyneladende ligegyldig detalje kan sagtens have ført til mange læserhenvendelser. Enkelte rettelser tager jeg med på grund af underholdningsværdien.

Når en læser kan finde på at klage, fordi han mener at have observeret, at alle tegnerne i direkte modstrid med reglerne i dansk retskrivning konsekvent sætter prik over det store bogstav I, fortjener han, at jeg foreholder tegnerne problemet ( de vil selvfølgelig ikke indrømme, at de har tillagt sig den uvane, men erklærer, at de har bemærket, at deres kolleger konsekvent begår fejlen, og at de er chokerede over det).

Det sker jævnlig, at jeg først kommer ind i en klagesag, efter at journalisten og læseren i nogen tid har skrevet sammen. Jeg har mindet redaktionen om, at Læsernes Redaktør skal orienteres med det samme, for medarbejderne kan ikke behandle klager over sig selv.

VI ER ELENDIGE til procenter, dårlige til store tal, svage på geografiog næsten blanke inden for fysik og kemi, men især vores sprogfejl irriterer læserne. De bryder sig ikke om, at vi skriver ' aftager', når vi mener arvtager, at vi ' gentagende gange' omtaler ' et fiskerlege', eller at vi beretter om ' regnskyld'.

Det er mit indtryk, at nogle få skrivende desværre opfatter fejl i sproget som relativt ligegyldige, men dårligt sprog vidner om usikkerhed hos skribenten og svækker en artikels troværdighed. Nogle fejl er dog direkte bevaringsværdige. Man kommer direkte til at holde af Christiansborgs tykke murer, hvorimod en ulv i forklæde mugligvis er sværere af vende sig til..

DET ER afgørende vigtigt, at nyheder og meninger holdes skarpt adskilt i avisen, men det er desværre mit indtryk, at mange læsere ikke kan skelne. Da vi bragte en klumme, der langede ud efter den måde, gymnasielærerne bruger deres tid på, fik vi mange klager fra læsere, der havde opfattet klummen som en almindelig nyhedsartikel og derfor stejlede over dens subjektivitet. At den slags misforståelser kan opstå, er et alvorligt problem, og vi kan næsten ikke markere genrerne kraftigt nok.

PRESSENÆVNET behandlede i første halvår en 23 sider lang klage over vores artikelserie om United Plantations i Malaysia: Virksomheden mente, at Politiken havde overtrådt god presseskik. Avisen fastholdt, at der arbejdes med farlige sprøjtemidler i det varme klima på plantagen, ofte uden at arbejderne bærer beskyttelsesudstyr.

I marts afsagde Pressenævnet sin kendelse, som i det væsentlige gav Politiken medhold: Avisen overtrådte ikke god presseskik. Men vi blev pålagt at bringe et genmæle, fordi nævnet mente, at ikke alle oplysninger var dokumenteret hinsides enhver tvivl.

En lære af sagen må være, at det altid svækker vores artikler, når vi bruger anonyme kilder. I dette tilfælde havde vi efter min vurdering ikke noget valg, fordi arbejderne risikerede job og bolig, hvis de stod frem med deres kritik.

Endnu en sag verserer ved nævnet: Vi bragte i juni en stor artikel om presseetik, som fremhævede en navngiven journalist fra B. T. som ophavsmand til tre artikler, der sidste år fik kritik i Pressenævnet.

Han kom imidlertid ikke til orde i artiklen.

Den burde efter mit skøn have været bragt uden hans navn, eller den kunne have ventet. Chefredaktionen har oplyst, at den er uenig i min vurdering.

bjarne.schilling@pol.dk