DET VAR nogle fantastisk smukke billeder fra København, vi bragte i IBYEN for en måneds tid siden. Vi havde sneget os op på toppen af Richshuset i Indre By sammen med ' ninjafotograferne', der også kalder sig Anders og Thue, og vi beskrev, hvordan de om natten færdes med deres kameraer, hvor det passer dem. Låste døre er ikke noget problem, kunne man forstå.

Vi viste også eksempler på deres billeder taget fra andre hustage og byggekraner i byen. Det var nærmest et indblik i en ny verden. Kort tid efter fik jeg en mail fra en læser. Han var også højt oppe. Helt berettiget, synes jeg, for han stillede et vigtigt spørgsmål: Hvordan kan vi som avis tillade os at være med, når nogen bryder loven? Lad læseren selv få ordet: »For nu at sige det ' på jysk', synes jeg ikke, det er uproblematisk at advokere for den slags aktiviteter, som får stor, flot opsætning i IBYEN i dagens udgave«. »Det er lidt at ligestille med at synes, graffiti er helt fantastisk, og give de folk god presse ved at bringe artikler om deres aktiviteter, og derfor måske inspirere endnu flere til det svineri og hærværk, der jo grundlæggende er tale om. De såkaldte ninjafotografer er jo ret beset trængt ind på anden mands grund ( tage på bygninger, oppe i kraner m. v.) og vil helt sikkert inspirere svage sjæle til at gøre ligeså. Helt bortset fra det element af risiko for at komme til skade, der jo ligger i den slags ' færdsel'«. »Jeg må indrømme, jeg ikke læste den omfangsrige artikel, mest af irritation over at den slags nu åbenbart skal være moderne, og at I vil være ' mikrofonholdere' for det fænomen«. »Jeg ved godt, det er med betydelig risiko for at lyde som en ATS-figur, jeg skriver til dig om dette, og jeg er forberedt på dine argumenter om: at det findes allerede, vi må bringe reportager fra det. der sker osv., osv. Alligevel synes jeg, det er en overvejelse værd, om I skal stille op og nærmest blåstemple også dette påhit«, skrev læseren.

DET FAKTUM, at den vrantne Erling Brokkendorf jævnlig hælder galde ud i At Tænke Sig, skal ikke afholde andre fra at få afløb for deres vrede, og jeg forstår godt, at læseren klagede. For når vi i avisen dag efter dag er efter alle mulige, der bryder loven - kan vi så tillade os at gøre, som det passer os? Svaret er selvfølgelig nej. Vi skal overveje grundigt, hvad vi kan være med til. Og vi skal være bevidst om, at vi bare ved at være til stede kan få folk til at udføre handlinger, de ellers ville holde sig fra.

Det er yderst sjældent, pressen bare er en flue på væggen.

At det er nogle fantastiske billeder, der kommer ud af de natlige, forbudte fototure, er selvfølgelig ikke i sig selv et tilstrækkeligt argument for at bringe billederne og skrive om de to fotografer og deres gruppe, CphCph.

Men det er vigtigt at notere sig, at de to fotografer ikke stjæler, begår hærværk eller snager i sager, der ikke kommer dem ved. De er udelukkende ude for at tage billeder.

Jeg er ikke jurist, men lovovertrædelsen hedder vist husfredskrænkelse, og selv om vi bevæger os i straffeloven, er det ikke hård kriminalitet. Det er ikke noget, jeg finder på - det konkluderede Højesteret, da udlændingemyndighederne i sin tid havde smidt en gruppe romaer ud af landet for at være gået ind i et forladt posthus på Amager. Læseren har i øvrigt ret i, at jeg vil argumentere med, at pressen skal vise det, der sker. Når to mænd i respektable stillinger - webdesigneren Anders og læreren Thue - om natten færdes på byens top med fare for liv og lemmer, er det et relevant emne. Men selvfølgelig må ' det er bare virkeligheden' ikke blive en undskyldning for at bringe hvad som helst. Vi redigerer - og skal redigere.

Læseren har selvfølgelig også ret i, at der ligger et element at godkendelse i det, når vi deltager. Og der er da aktiviteter, vi skal holde os langt fra: Vi ville aldrig tage med en voldsmand, når han slår gamle damer ned og tager deres tasker.

Vi ville heller aldrig sidde på passagersædet under et rambuktyveri mod en guldsmed. Så kan man sige nok så meget, at pressen skal skildre virkeligheden: Til tider skal det ske på afstand.

Til gengæld vil vi gerne - det gjorde vi i hvert fald for en del år siden - følge med graffitimalere, når de tager ud for at male på togvogne og ødelægger for tusindvis og atter tusindvis af kroner. Muligvis for lige så mange penge, som udbyttet ville være ved det rambuktyveri, vi ville holde os langt væk fra. Så hvorfor den skelnen? Formålet med et rambuktyveri er banalt: berigelse. Det er mildt sagt ikke noget nyt, at nogen stjæler.

Men som daglig S-togs-passager og samfundsborger vil jeg gerne forstå, hvorfor graffitimalerne løber risikoen for bøder, enorme erstatningskrav og fængsel, for slet ikke at tale om at blive skambidt af schæferhunde, bare for at min linje E kan køre rundt med budskabet ZNKPRWTFF!! malet med meterhøje bogstaver overalt. Jeg fatter det ganske enkelt ikke. Men jeg vil gerne forstå det.

I reportagen fra byens tage blev der gjort tydeligt opmærksom på, at fotograferne bryder loven, og de fik kritiske spørgsmål om netop det emne. Dem må vi aldrig glemme at stille, når vi er på arbejde ude i de moralske gråzoner. Og vores læser kan muligvis have ret i, at en eller anden læser kan få lyst til at tage lige så gode billeder som dem, vi bragte, og klatrer op i en byggekran. Lad os ikke håbe det. Vi skal være os vores ansvar bevidst, men typisk vender det begge veje: Vi skal følge loven som alle andre, men vi skal samtidig sætte læserne i stand til at forstå, hvorfor nogen bryder den.

bjarne.schilling@pol.dk