For fem år siden opfordrede Bagsiden læserne til at sende billeder ind, så vi kunne kåre det mest rodede teenageværelse, og det væltede ind med bidrag.

Da vi udpegede den 17-årige Andreas fra Randers til vinder, udtalte dommerpanelet anerkendende, at »det kræver en sand mester at udsøge sig de rigtige effekter i akkurat de mængder, der skal til for at skabe det sammensurium af beklædningsgenstande, madrester og andet indbo, der tvinger øjnene på opdagelse, mens kæben søger mod gulvet«.

Dommerne var imponerede af, at der midt i rodet befandt sig en mår, og mente i øvrigt at kunne skimte, at sejrherren befandt sig under dynen.

Rod hører sig til på et teenageværelse, men det forventes bestemt også, at vi senere i livet kan sørge for en vis grad af hygiejne og oprydning. Og ét er at gøre godmodigt grin med unge; men krænkede vi i denne uge Annie og Jane Albrechtsen ved at skildre oprydningen i det helt ufattelige svineri i deres lejlighed i Hvidovre?

LÆS ARTIKLERJane og hendes psykisk syge mor har boet 13 år i bjerge af affald

Det mente en læserbrevsskribent, som hæftede sig ved, at vi sidste søndag foruden den første reportage fra Hvidovre bragte et interview med den stærkt overvægtige Kennet fra Skjern:

»I gamle dage underholdt cirkus folket ved at udstille vanskabninger og andre eksotiske randeksistenser. Publikum strømmede til for at nyde de frydefulde gys. I Pol. 22.7. præsenteres vi for en kæmpemand på 249 kg og to excentriske kvinder, der bor på en selvskabt losseplads. Angiveligt har artiklerne et samfundskritisk sigte, men man lurer alligevel på, om Den Levende har overtaget cirkus’ rolle?«, lød det i tirsdagsavisen.

Da vi havde bragt den sidste reportage fra lejligheden, takkede en anden læser for, »at den billedbladsagtige artikelserie om de to førtidspensionistdamers svinesti er overstået (agurketid?)«.

Første gang, vi viste de to kvinders lejlighed, var i april – og jeg syntes dengang, at vi var alt for længe om at stille det stærkt indlysende spørgsmål: »Hvorfor rydder I ikke op?«. Dengang var Annie og Jane anonyme, men efter grundige overvejelser i fred og ro havde de i denne uge valgt at stå frem.

Vores etiske regler slår fast, at »Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair. Og Politiken viser i sin journalistik respekt for menneskers privatliv ...«.

Der skal altså være en saglig begrundelse for at vise mennesker, der kan blive udsat for andres foragt ved at komme i avisen. Fascinationskraften må aldrig være det eneste, der driver værket.

I sager af denne slags skal kilderne selv afgøre, om de vil medvirke, og vi skal være så sikre, som vi nu kan være, på, at de kan overskue konsekvenserne af at være med.

Både den overvægtige Kennet, Annie og Jane er efter min mening blevet behandlet ordentligt i avisen. Det er også at vise folk respekt at lade dem komme til orde. Det er stærkt omdiskuteret, om stærkt overvægtige tilbydes den rigtige behandling.

Og Annie og Janes historie rejste det tilbagevendende og stadig overordentlig relevante spørgsmål: Hvordan sørger det offentlige for, at folk får den nødvendige hjælp, uden at deres privatliv krænkes? Er det i øvrigt samfundets eller folks egen skyld, hvis de gror til i skidt og møg?

I vores reportager formulerede den mand, der stod i spidsen for at fjerne de skønsmæssigt 30 kubikmeter affald fra lejligheden, en læresætning, som sagtens kunne indgå i vores etiske retningslinjer: »Det handler da bare om at tale til mennesker med respekt og humor. Det sætter de fleste pris på«, lød de kloge ord fra John Rasmussen fra Hvidovre Rengøring/Social Skade Service.

Oprydningen foregik i en nærmest fjantet stemning, hvor rengøringsfolkene pjattede med de to kvinder, som tydeligvis var glade for den friske tone. Det var svært at forstå, hvorfor Hvidovre Kommune ikke også havde kunnet trænge igennem til de to beboere, som sagtens kunne se, at den var gal, men ikke havde magtet at gøre noget ved det:

»Kommunen tror, at vi har lyst til at bo sådan, men vi kan godt selv se, at det er helt forkert«, som en af kvinderne sagde.

LÆS ARTIKELVæk med biller, madrester og ti år gammel mælk: Mor og datter får en ny følelse af frihed

Hver måned er rengøringsfirmaet fra Hvidovre ude i 10-15 lejligheder, der er lige så ubeskrivelige svinestier som de to kvinders – og 5-6 stykker, der er værre! Mere samfundsrelevant kan en reportage næppe blive.

Det er tankevækkende, at det kan koste 600.000 kroner at gøre bare en lejlighed i orden, men skatteborgerne er i modsætning til naboer, under- og overboer landet over ikke tvunget til at lide under svineriet, stanken og brandfaren.

Reportagerne fra Hvidovre var stærke, fordi de gav et indblik i en verden, der er ukendt for langt de fleste – også os med teenagebørn. Men et relevant indblik, der var præget af respekt og humor.